CV: - To forskellige halvlege
Søndag eftermiddag og midt i april måned. Her kunne det sagtens have været sol og forår, men sådan var det langt fra denne eftermiddag, hvor regnen silede ned over PARKEN. De 12.568 tilskuere blev dog kompenseret for vejret med en københavnsk 2-1 sejr over AC Horsens.
Af Jan Eliassen
Da de 90 minutter var færdigspillet, og de tre point sat ind på kontoen, sagde cheftræner Carsten V. Jensen:
- Det er egentlig ikke nogen speciel god kampe, og det er en kamp med to meget forskellige halvlege. I 1. halvleg er vi i god kontrol, og kommer planmæssigt foran. Vi skaber en del muligheder og har god tålmodighed i vores spil.
- I 2. halvleg går vi så i stå, det blevet alt for hakkende og vi må indkassere et mål. Men det er positivt, at vi kommer tilbage og vinder kampen. Men sådan er det nogle gange, vi forsvarede os godt og fik så skabt den mulighed der afgjorde kampen.
Nu gælder det onsdagens kamp mod SønderjyskE:
- Jeg er tilfreds med kampens resultat, men nu skal vi se fremad mod vores pokalkamp på onsdag i Haderslev, sagde Carsten V. Jensen og fortsatte
- Der skal egentlig ikke fremhæves enkeltpersoner efter dagens kamp, udover at Bryan Oviedo spiller en fremragende kamp på kanten – men det er jo også det, vi har ham med for.
Bryan Oviedo var naturligvis meget glad for at score sit første mål for F.C. København, og ekstra glad over at det var kampens sejrsmål:
- Det var skønt at score mit første mål, og jeg er meget glad for, at det også blev til vores sejrsmål. For på den måde hjælper jeg jo holdet frem mod, hvad det hele gælder om, nemlig at genvinde mesterskabet.
Johan Wiland: Tre vigtige point
- Det var svært at spille derude i dag, banen var meget glad og bolden studsede en del. Vores 1. halvleg var ganske god, og klart bedre end 2. halvleg, men vi burde aldrig være kommet i den situation vi var i til sidst, hvor vi skal forsvare så meget. Men vi fik de tre point, tre vigtige point, og dem er vi glade for.
Mathias Zanka Jørgensen: Nærmest en velkomstgave
- Det var godt at komme på banen til sådan en velkomst, det gør virkelig indtryk og var nærmest en velkomstgave. Jeg har savnet at spille, så skønt at være tilbage - og skønt at vi får hevet sejren i land.
Claudemir: Glad for de tre point
- Jeg synes AC Horsens er et godt hold, og vi havde det svært derude. Selv er jeg nok ikke helt oppe på 100 %, men det går fremad - og at vi ender med at vinde, og få de tre point, gør mig glad.