Ariël Jacobs: - Vi viste den rigtige kampånd

Ariël Jacobs: - Vi viste den rigtige kampånd



Den første møde mod Club Brugge sluttede uden scoringer – og dermed sluttede kampen også uden en vinder. Det betyder at alt er åbent inden næste uges returkamp i Brugge, hvor F.C. København jo kan gå videre med alle former for uafgjort der inkluderer mål – eller ved en sejr naturligvis, og vi har jo før vundet i Brugge.

Af Jan Eliassen
Efter kampen sagde Ariël Jacobs til FCK.DK:

- Som træner er man naturligvis aldrig tilfreds, når man ikke vinder kampen. Men jeg synes nu nok, at skulle kampen have haft en fortjent vinder – og ja, der var ikke de store chancer, men skulle der være fundet en vinder, så burde det trods alt have været os, der vandt kampen.

- De har jo nærmest ikke nogen chancer, de har et hovedstød i 2. halvleg, men det var alt hvad de havde. De stod næsten med ni mand nede bag ved, og havde så en enkelt dybt liggende angriber, men vi skulle selvfølgelig passe på deres kontraer.

Ariël Jacobs var tilfreds med nogle af de ting han så, og var glad for støtten fra lægterne:

- Jeg synes vi fik vist nogle gode ting, synes også vi viste den rigtige kampånd – og fik god støtte af publikum, der hjalp os godt fra tribunerne, og hjalp os med at holde presset på Club Brugge.

Om forskellen mellem Superliga og Europa sagde den belgiske cheftræner:

- Hvis vi sammenligner den nationale liga med europæiske kampe, så skal man få det maksimale ud af selv små chancer – fx skulle vi nok have scoret på det hovedstød som Sölvi havde i 2. halvleg.

Ariël Jacobs sluttede med et par ord om dagens resultat som udgangspunkt inden returkampen:

- Om 0-0 er et godt resultat får vi at se efter næste uges kamp. Opgøret er naturligvis stadig åbent, og det er nu op til begge hold at afgøre kampen – men vi vil nok få mere plads i returkampen, og så gælder det for os at udnytte pladsen og score det afgørende mål.


Thomas Kristensen: Vi ville gerne have vundet kampen

- Det er jo status quo! Jeg vil tro den endte tæt på 1-0 i chancer til os. Det var meget taktisk, men det vidste vi, det ville blive. Men vi ved også, at de her opgør afgøres over to kampe - det har vi lært, fx i kampen mod Plzen - og det er nok også derfor, at vi ikke satser hele butikken til sidst - men ingen tvivl om, at vi ville gerne have vundet kampen.


Sölvi Ottesen: Svært at få den rigtige vinkel

- Jeg skulle nok have scoret, men da jeg kom frem til hovedstødschancen, så var det svært at få den rigtige vinkel på. Offensivt manglede vi en smule, men rent defensivt synes jeg vi gjorde det OK, forsvaret var solidt og vi holdt nullet.

Nicolai Jørgensen: Vi fik ikke de store chancer

- Synes egentlig det gik fint, men specielt 1. halvleg var meget taktisk. Det var det også i 2. halvleg, men der var lidt mere plads. Men OK, vi fik ikke de store chancer, vi manglede lidt og fik ikke den chance der skulle til for at afgøre kampen.

Andreas Cornelius: Håber det løsner en smule op i returkampen

- Synes det var en svær kamp, for de ville jo intet, og derfor er der meget få chancer. Jeg håber at det løsner en smule op i returkampen i Brügge, og at vi kommer frem til de chancer der afgør det til vores fordel - men det her er ikke noget dårligt udgangspunkt.