Nyt Twitter-tiltag
F.C. København er i de seneste par år vokset ganske voldsomt på de sociale medier. Vi nærmer os nu 123.000 ”likes” på Facebook og samtidig har vi for et stykke tid siden passeret 7.000 ”Followers” på Twitter – og det får os nu til at udvide med en Twitter-konto til brug under vores kampe.
På F.C. Københavns officielle Twitter-konto har vi bragt en del af de nyheder vi publicerer enten på FCK.DK eller via Facebook, men vi har også tweetet billeder fra træningen eller andre små ”pudsigheder” fra det daglige liv i og omkring F.C. København.
Igennem de seneste par måneder er vi også begyndt at ”LIVE Tweete” alle F.C. Københavns kampe, det værende både kampe i Superligaen, DBU Pokalen samt i UEFA Europa League.
Både de almindelige tweets samt vores LIVE-tweets har umiddelbart været en succes, dog har vi måttet erkende, at de omkring 60-75 tweets der kommer under en LIVE-kamp er en stor belastning for de Twitter-brugere, der ikke ønsker LIVE-updates – fx fordi de er til stede på stadion.
Men vi vil gerne blive ved med at LIVE-tweete alle F.C. Københavns kampe, og derfor er det som sagt besluttet at F.C. København udvider på Twitter med en ny konto: www.twitter.com/FCKobenhavnLIVE - og LIVE-Twitteren vil blive taget i brug allerede i forbindelse med kampen mod VfB Stuttgart på torsdag.
Her vil vi på alle kampdage bringe retweets fra de spillere der er på Twitter – og på vej til kamp. Vi tweeter LIVE under kampen, og vil så vidt muligt besvare spørgsmål fra vores Followers samt retweete udvalgte tweets – og når kampen er slut, så kan vi forhåbentlig igen retweete fra glade FCK-spillere efter endnu en sejr.
Så er du interesseret i LIVE-tweets? Så besøg os på Twitter og klik "Follow"!
Vi ses i PARKEN, vi ses AWAY – men vi kan også ”ses” online!
På de sociale medier finder du F.C. København her:
>>>>> www.twitter.com/FCKobenhavn
>>>>> www.twitter.com/FCKobenhavnLIVE
>>>>> www.facebook.com/FCKobenhavn