Nykårede norske mestre venter
For lidt over to
måneder siden mødte F.C. København hjemme i PARKEN norske Molde FK i
gruppespillets første kamp. Løverne vandt opgøret 2-1 takket være en
scoring af Andreas Cornelius et kvarter før tid. På torsdag er det så
F.C. Københavns tur til at besøge Molde, og der skulle meget gerne være
tre point med hjem i bagagen.
Af Jan Eliassen
Udover
kampen i 1. runde af gruppespillet i denne sæsons UEFA Europa League,
så har F.C. København to gange før mødt Molde FK, begge opgør var dog
træningskampe.
I februar 1995 scorede både Michael Johansen,
Iørn Uldbjerg og Lars Højer mod Molde FK, men på trods af det, så tabte
F.C. København alligevel, for nordmændene scorede hele fem gange. Der
skulle så gå 15 år, før F.C. København atter tørnede sammen med Molde
FK, og denne gang var det Byens Hold der trak det længste strå. Kampen
var en puljekamp i Copa del Sol i Marbella, og Mathias Zanka Jørgensen
og Cesar Santin sikrede en københavnsk 2-0 sejr.
De hurtige facts om Molde FK
Molde
Fotballklubb – eller Molde FK – er stiftet den 19. juni 1911. I
klubbens første år spillede de under navnet ”International”, men på en
generalforsamling i 1915 blev det besluttet at klubbens navn fremover
skulle være Molde Fotballklubb.
Helt frem til 1970’erne var Molde
FK ikke rigtigt en klub man hørte om i Norge. Udover en enkelt sæson i
slutningen af 50’erne, hvor Molde FK var oppe i den bedste række, så
befandt Molde FK sig mest i de lavere rækker. I 1974 kom de atter op i
den bedste norske række, og det med den tidligere Brøndby-træner, Åge
Hareide, som en af profilerne.
Siden da har Molde FK stille og
roligt etableret sig som et af Norges bedste hold, og når F.C. København
på torsdag møder Molde FK, så kan værterne kalde sig dobbelte norske
mestre. I den forgangne weekend blev den sidste runde af Tippeligaen
spillet, og her sluttede Molde FK sæsonen med en 2-0 sejr på udebane
over Fredrikstad (begge mål scoret i overtiden) og fik efterfølgende
hængt guldet om halsen – for andet år i træk.
Molde FK trænes af
den tidligere Manchester United stjerne Ole Gunnar Solskjær, der selv
spillede i klubben, inden han i 1996 underskrev en kontrakt med
Manchester United.
Udover de to norske mesterskaber, så har Molde FK også vundet den norske pokalturnering to gange (1994 og 2005).
De scorer målene
Det
helt store målskytte i Molde FK i denne sæson har været Davy Claude
Angan. Angan, der er fra Elfenbenskysten, har scoret 13 af Moldes 51 mål
i Tippeligaen. Han har dog endnu ikke nettet i gruppespillet i UEFA
Europa League.
På de efterfølgende pladser over flest mål i
Tippeligaen kommer Jo Inge Berget (8), Daniel Chima (7), Etzaz Hussain
(5), Joshua Gatt (5) og Mattias Moström (5).
I UEFA Europa League
er Molde FK’s fire scoringer fordelt på tre spillere. Europæisk
topscorer er Daniel Chima med to mål, mens Jo Inge Berget og Pape Paté
Diouf hver er noteret for et mål – og sidstnævnte, der jo er udlejet fra
F.C. København, scorede som bekendt Moldes enlige mål, da de tabte 1-2 i
PARKEN.
Aker Stadion
Molde FK spiller sine kampe på
Aker stadion, et stadion med en kapacitet på 11.167 tilskuere. Aker
Stadion blev taget i brug i 1998, og blev blandt andet brugt i sæsonen
1999/00 da Molde FK var med i UEFA Champions League. Her vandt de
hjemmekampen mod Olympiakos med 3-2, men tabte de andre to hjemmekampe
mod Porto (0-1) og Real Madrid (0-1). Udekampene mod Real Madrid,
Olympiakos og Porto blev tabt med henholdsvis 1-4, 1-3 og 1-3, og derfor
endte Molde FK sidst i gruppen med tre point.