Mål i vente

Det er to af SAS Ligaens mest scorende mandskaber, der løber på banen i PARKEN på søndag klokken 15.00.

De danske mestre har nettet 48 gange hidtil i sæsonen (heraf 19 i de seneste syv kampe), mens Silkeborg IF har scoret 40 mål, hvilket er flere end eksempelvis både Brøndby IF og FC Midtjylland fra ligaens top tre.

Sidste weekends sejr i Viborg var viljens triumf. I en koncentreret og disciplineret holdindsats var det imponerende at se alle kæmpe for hver en bold i luften og langs græsset. Ikke mindst midteraksen med Traoré, Thomassen, Nørregaard og Linderoth leverede en indsats, der giver grobund for optimisme inden de sidste otte spillerunder.

Mange målskytter
Efter en periode med mange mål fra vores midtbanefolk er det i øvrigt særdeles opløftende at se, at vores angribere nu for alvor har fået indstillet sigtet. Det må give enhver træner grå hår i hovedet at skulle møde et hold med så mange målfarlige spillere som F.C. København råder over.

Apropos cheftrænere, så er det på sin plads at lette på hatten for Silkeborgs. I løbet af foråret har Viggo Jensen endnu engang vist, at han er dygtig til at få et kollektiv til at fungere effektivt. Silkeborgs store pointhøst har på kort tid forvandlet jyderne fra potentiel nedrykningskandidat til seriøs bejler til en billet til næste sæsons Royal League.

Med i Silkeborgs trup er også forårets måske største offensive profil, Kim Olsen, der laver mål på samlebånd - senest fire mod OB. Såvel Silkeborgs som Olsens formkurve indikerer, at Hans Backes spillere står overfor en svær opgave. Heldigvis lader vores egen formkurve intet tilbage at ønske, så jeg ser frem til en intens kamp mellem to af Danmarks bedste hold i øjeblikket.

Forventer over 20.000 tilskuere
Byens Holds syv turneringssejre i træk har skærpet fodboldinteressen i hovedstaden. Vi oplever i øjeblikket en meget stor interesse fra publikum og kommercielle samarbejdspartnere, og jeg forventer, at søndagens tilskuertal når et pænt stykke over 20.000.

På samme måde er efterspørgslen til vores resterende tre hjemmekampe (mod OB, Esbjerg FB og Herfølge) stærkt stigende. Jeg vil derfor opfordre til, at man allerede nu sikrer sig billet på www.billetlugen.dk.

Afslutningsvis velkommen til spillere, ledere og tilskuere fra Silkeborg IF.


Med venlig hilsen

Flemming Østergaard