Jeg glæder mig

Så er det igen tid til et af sæsonens absolutte højdepunkter: Mødet mellem F.C. København og Brøndby i PARKEN. Som altid, når de to klubber mødes, er der meget på spil: Ære, prestige og point, men denne gang har tingene udviklet sig således, at det meget vel kan blive en afgørende kamp om placeringen af årets mesterskab.

Vi er her i F.C. København kommet godt i gang i foråret. Ikke bare med godt spil, men også med ni vigtige point og en målscore så fornem som 10-1 i tre kampe. Vi har fået den start på forårssæsonen, som vi har drømt om. Samtidig har Brøndby i de tilsvarende kampe sat en del point til.

Der skal ikke megen matematisk kundskab til at se, at skulle Brøndby vinde søndagens kamp, så har man meget sandsynligt lukket for, at F.C. København kommer tilbage i mesterskabskampen. Omvendt vil en sejr åbne døren til mesterskabet op på vid gab - en situation ingen havde troet kunne ske for tre runder siden.

Det er altid en fodboldfest, når de to klubber mødes og forhåbentlig en god propaganda for dansk klubfodbold. Dansk fodbold trænger til nogle succesoplevelser - ikke bare på grund af landsholdets lidt pauvre resultater, men også grundet danske klubbers egne svingende, internationale form. Det er derfor en forpligtelse for os at levere en kamp, der giver tro på, at SAS ligaen er i fremdrift. Kampen har ikke bare bevågenhed i Danmark, men langt ud over landets grænser og mange internationale klubber vil være repræsenteret på tribunerne til dagens kamp.

Begge hold kommer til søndagens kamp med midtugens pokalkamp i såvel hoved som ben. Onsdagens resultat var brugbart til returkampen, men kampen var fra vores side ingen prangende præstation, og der er ingen tvivl om, at hele holdet kollektivt skal løfte sig både med hensyn til kampiver og spil, hvis vi skal få et bedre resultat i dagens ligakamp.

På hjemmebane mod Brøndby med mange fans i ryggen må det forventes, at vores hold går på banen fyldt med gejst, tændt på at revanchere sig - ikke kun for onsdagens kamp men også for den tamme indsats i den tilsvarende kamp i efteråret. Jeg glæder mig til en spændende fodboldkamp mellem to af landets allerbedste hold.

Velkommen til topkamp i PARKEN!


Med venlig hilsen

Niels-Christian Holmstrøm