Martin Albrechtsen kåret til Efterårets Profil
29/11 2002 00:00
Martin Albrechtsen - Efterårets Profil 2002
I dagens Tipsbladet er der ganske fornøjelig læsning: De 12 SAS-liga trænere har nemlig kåret Martin Albrechtsen til Efterårets Profil.
Martin Albrechtsen blev en suveræn nummer ét med 47 point. På andenpladsen kom Brøndbys Morten Wieghorst, der fik 25 point.
Hos samtlige trænere er der en bred enighed om, at Martin Albrechtsen er i særklasse, og hæderen som Efterårets Profil går meget sjældent til en defensivt orienteret spiller, så derfor er det en ekstra cadeau til Martin med denne hæder.
I efteråret 2001 var det også en F.C. København-spiller der modtog hæderen. Dengang var det Christian Poulsen der løb med titlen.
Herfra FCK.dk skal der lyde et stort tillykke til Albrechtsen, og Martin kan jo passende endnu engang vise hvorfor hæderen gik til ham, når F.C. København på søndag spiller årets sidste kamp mod Silkeborg klokken 17.35 i PARKEN.