Pressen skrev

B.T.:

»Det var ikke sprudlende og positiv fodbold. Men jeg kan se en lighed til sidste efterår, hvor det heller ikke fungerede optimalt, men hvor vi fik point. Vi bygger op igen, og det er positivt, at vi holder nullet bagude,« siger Christian Poulsen, der forventer en afklaring af sin flirt med Birmingham inden ugens udgang.

Kampen mod Lyngby var langtfra imponerende, og træner Hans Backe erkendte da også, at hans hold havde været småheldige med at få sejren.
»Vi skal være meget fornøjede med at få tre point. Selvfølgelig ønsker man, at kunne dominere og sætte mere tryk på modstanderen på hjemmebane. Men vi laver for mange tekniske fejl og taber bolden for hurtigt.
Indstillingen fejlede ingenting, og vi skaber trods alt tilstrækkeligt til at vinde. Det er også en kvalitet at vinde, når man ikke spiller godt,« siger Hans Backe, der ikke vil vurdere sine spilleres nuværende form, som mange mener, er under niveau.
Svenskeren glæder sig i stedet over den forestående kamppause, der for første gang giver ham mulighed for at gennemføre et kontinuerligt træningsforløb i hans nye klub.
Mens Backe altså foreløbig har to sejre og to uafgjorte i sine fire kampe, og dermed kan være tilfreds med sin start i klubben, var Lyngby-træner Poul Hansen meget skuffet over resultatet.
»Som jeg ser det, skaber de ingen chancer. Vi spiller en fornuftig kamp, men mangler måske en anelse skarphed i visse situationer.
Men helt ærligt. Hvad mere kan man forlange af os, når vi spiller på mestrenes hjemmebane. Vi har chancerne og mere end halvdelen af spillet?,« siger Poul Hansen, der havde dikterert masser af indlæg og afslutninger mod Magnus Kihlstedt i FCK-målet, som virker noget nervøs for tiden.





Ekstra Bladet:


Indtil Poulsens scoring, der stort set var FCK's eneste reelle chance, havde gæsterne domineret, men et sjældent kiks i forsvaret ved et frispark kostede point, da Christian Lønstrup sendte et frispark ind til en umarkeret Heine Fernandez, der dog missede det rene skud. I stedet fulgte Christian Poulsen op og en ellers arbejdsløs Claus Fallentin i Lyngby-målet var chanceløs, da bolden på vej mod ham blev rettet af og ændrede retning.

Selvom fokus de seneste uger er flyttet fra fodbolden i Lyngby over på skrantende økonomi, stadionprojekter og manglende lønudbetalinger, ja så imponerer det unge mandskab stadig med fejende flot fodboldspil. Blot kniber det med effektiviteten, og det må være det næste, som træner Poul Hansen må se at få lært sine spillere.

Spillemæssigt var gæsterne klart bedre end FCK, der virkede trætte og uinspirerede efter et par fodboldmæssige hårde uger. Især i første halvleg kørte Lyngby-mandskabet rundt med FCK-spillerne, og hovedparten af de 12.271 tilskuere sendte hjemmeholdet til pausen med en sand pibekoncert.

Den firedobbelte målscorer fra FCK's to UEFA-Cup kampe mod Obilic, Heine Fernandez, kom også til kort over for de hurtige og boldsikre Lyngby-spillere, og heller ikke hans angrebskollega Sibusiso Zuma viste meget.






Onside.dk:


Men den generelt kedelige halvleg sluttede som den startede. Anden halvleg var ikke meget bedre, og det lignede en målløs kamp, selvom gæsterne viste nydeligt spil.

Derfor var det heller ikke helt fortjent da Christian Poulsen bragte FCK foran efter 72 minutter. Og mere blev det ikke til i en skuffende kamp, hvor udeholdet i lange perioder var bedst.






Berlingske Tidende:

Når bogen over flotte fodboldkampe i Parken skal skrives, vil gårsdagens Superligaopgør mellem FC København og Lyngby næppe få nogen fremtrædende placering. Faktisk er det svært at mindes en kamp i nationalarenaen, hvor de oplivende momenter uden problemer kunne tælles på én finger.