Rekorden er slået
Med sejren over Silkeborg sikrede F.C. København sig en pointscore på 51 point efter 22 kampe. Det er en forbedring af klubbens rekord fra sidste år, hvor de danske mestre på nuværende tidspunkt havde 50 point. Holdet skal dog forsætte den gode stime, hvis det skal forsætte med at slå rekorder, idet runderne 23 til 28 i sidste sæson gav lutter sejre.
Kommer Løverne hæderligt igennem de næste seks kampe er der store muligheder for at slå klubbens egen rekord fra sidste år, hvor FCK i alt opnåede 73 point og måske endda Brøndbys rekord fra 1997-98, hvor de fik 76 point. De sidste fem kampe i sidste sæson gav nemlig kun fem point, så det er der F.C. København kan skabe luft til tidligere tiders rekorder.
Graver vi lidt i arkiverne kan vi se at klubbens fire sidste mesterskaber er vundet med 73, 68, 61 og 63 point. Så pointhøsten på nuværende tidspunkt er faktisk helt enestående. Mesterskabet er i de 11 seneste år (nuværende turneringsstruktur) blevet vundet med gennemsnitligt 66,7 point.
Laveste pointtal, som har hjemført mesterskabet, var i sæsonen 1999/2000, hvor Herfølge tog guldet med blot 56 point. Den pointhøst har F.C. København mulighed for at slå efter 24 kampe.