Kampreferat: FCK vs. AaB
Med en flot og inspireret indsats af F.C. København blev dagens gæster, AaB, lagt på køl i PARKEN, der lagde bane til blot én af to afviklede kampe i søndagens SAS Liga-runde efter vinterens komme. Peter Møller blev dagens helt, da han med et hattrick stod for ¾ af F.C. Københavns scoringer, mens forsvaret for tredje kamp i træk holdt nullet. Det resulterede i en flot 4-0 sejr til F.C. København foran 15.598 tilskuere.
Cheftræner Hans Backe kunne til årets sidste SAS Liga hjemmekamp i PARKEN, atter råde over Tobias Linderoth efter endt karantæne, mens Álvaro, Todi og Røll alle var ukampdygtige grundet skader. Med en lang rejse midt på ugen, som følge af landsholdstjeneste, startede Sibusiso Zuma på bænken, hvilket gav plads til Jesper Bech i front ved siden af sidste uges matchvinder Peter Møller.
Hos AaB var der indtil det sidste tvivl om Martin Ericssons deltagelse, men den lille svenske kreatør var akkurat blevet sin skade kvit og indtrådte på den centrale offensive midtbane hos aalborgenserne. Derimod måtte krumtappen i forsvaret Bård Borgesen kort inden melde fra forårsaget af sygdom, hvilket gav plads til AaB's nye navn Kristoffer Arvhage i centerforsvaret.
Mens kulden for alvor havde lagt sig i det danske land med aflysninger til følge landet over var PARKEN og F.C. København klar til kamp fra dommer Vejlgaards første fløjt. Med en alt andet end koldstart viste københavnerne således at de seneste par kampes gode takter ikke var en enlig svale. Blot fyrre sekunder skulle der gå førend Nielsens mål for første gang var truet, da et hjørnespark var tæt på at ende med et selvmål. Med små fem minutter spillet blev den gode indledning fulgt op, da Hoseth finurligt driblede rundt foran udeholdets målfelt og efterfølgende fandt Traoré, der dundrede bolden mod mål. Desværre var afslutningen for centralt placeret i målet og Jimmy Nielsen kunne parere.
Med mere flydende kombinationer end længe set fortsatte hjemmeholdet med at holde kadencen og dominere kampen og bagude virkede forsvaret bundsolidt med et samtidigt offensivt back-par i PC og Ole Tobiasen.
Det så således lovende ud i PARKEN og efter det rundede kvarter afsluttede Nørregaard et flot gennemspillet angreb, men uden den fornødne præcision. Der skulle dog ikke gå længe inden det herligt lykkedes hjemmeholdet at få hul på bylden i overensstemmelse med spillets fordeling. En Nørregaard afslutning blev blokeret i forsvaret og returbolden røg til Hoseth, der ikke betænkte sig med at fyre af. Med held i uheld ramte nordmanden bolden helt skævt, men akkurat med nok gevind til at bolden havnede hos Møller, der nærmest med en ishockey-styring bragte løverne foran med sin anden SAS Liga-scoring i sæsonen efter 25 minutters spil.
Målet varmede godt i novemberkulden, og der skulle glædeligvis komme mere af samme skuffe blot få øjeblikke senere. Et godt FCK-angreb resulterede i et hjørnespark, som Hjalte Nørregaard slog til bagerste stolpe. Her svævede, svævede og atter svævede Dan Thomassen flot og med pandebrasken scorede forsvarsspilleren sit første mål for klubben nogensinde, hvilket bragte hjemmeholdet på behagelige 2-0.
En hård nyser for AaB'erne, der i kampens første halve time dog ikke havde leveret meget fremadrettet, hvilket til dels skyldtes løvernes velfungerende presspil centreret omkring Linderoth og ikke mindst Christian Traoré, der storspillede på midtbanen kampen igennem. Et par ufarlige hjørnespark blev det til førend Allan Gaarde med AaB's bedste mulighed i første halvleg testede Rabo, med et hårdt langskud. Med TV-kameraerne lystigt snurrende reddede Rabo dog i vandret stil.
Mod halvlegens slutning var spil og chancer mere ligeligt fordelt, men trods et godt forsøg af Ole Tobiasen og et imponerende bananskud fra 40 meters afstand af Würtz forblev stillingen 2-0 ved pausen.
Denne status holdt dog ikke længe ind i anden halvleg, der knapt var to minutter gammel førend Møller atter blev noteret for en scoring. Det skete på et flot oplæg af Jesper Bech, der efter at havde danset rundt på baglinien uden partner, sendte bolden ind i fødderne på "32" der dirigerede bolden i nettet.
En formidabel indledning på anden halvleg, der flot blev fulgt op af et par gennemspillede om end resultatløse FCK-angreb, der dog vidnede om at spillerne i den grad var opsatte på at opfylde målsætningen om at slutte efteråret af med manér.
Med 3-0 føringen i ryggen var grobunden for dette tilsvarende lagt, selvom hjemmeholdet så småt begyndte at overlade dele af initiativet til Hamréns hårdt prøvede tropper, som anden halvleg skred frem. Af denne grund og nærmest per tradition trak det førende hjemmehold sig længere tilbage, hvilket gav AaB'erne marginalt mere plads at røre sig på. Det afstedkom med tyve minutter tilbage også klart bedste AaB-mulighed, men da en dobbelthovedstødschance til Augustinussen begge ramte overlæggeren var skriften klar for alle tilstedeværende i PARKEN; Det var bare F.C. Københavns dag.
Med tyve minutter tilbage blev Zuma sendt på banen i stedet for Hoseth og med udgangspunkt i den solide føring var der linet op til at den sydafrikanske boldekvilibrist kunne sætte sit opfindsomme aftryk på sidste del af kampen. Og såmænd om ikke dette skete, da et fantastisk opspil i højre side af Tobiasen og netop Zuma med ti minutter tilbage havnede hos Møller, der glidende bankede humøret ned i minus 32 graders kulde for AaB'erne, med sin tredje scoring i kampen. Et fantastisk kontramål og et flot hattrick af Møller en kendsgerning.
Kampens afslutning forløb med hæl og tå og flotte trekantskombinationer af løverne, der fik udeholdet til at løbe forgæves, akkurat som de havde gjort store dele af kampen. To minutter inde overtiden forbarmede dommer Vejlgaard sig og fløjtede den ulige kamp af, der dermed resulterede i tre rare point og en masse selvtillid på kontoen for københavnerne, der således med (behersket) optimisme kan tage til Esbjerg næste søndag i jagten på de sidste vigtige SAS Liga-point i efteråret.