Kampreferat: FCK vs. OB
F.C. København måtte til aften nøjes med ét point, da det lykkedes OB ved Nicolai Stokholm at udligne to minutter før slutfløjtet. Dermed blev en god gang københavnsk fight og et mål af Zuma i første halvleg sat i skyggen. Med det ene point hentede løverne dog en smule ind på førerholdet Brøndby, der til aften led nederlag på heden mod FCM.
Cheftræner Hans Backe havde til aftenens opgør mod OB genvalgt samme elleve spillere, der startede inde i kampen på Brøndby Stadion i mandags. På bænken to nye mand i form af Traoré og Elrio van Heerden frem for karantæneramte Møller og finske Janne Saarinen.
Hos dagens gæster fra OB noteredes det at normalt så målfarlige Steffen Højer var henvist til bænken, mens sidste rundes OB-matchvinder, Mikkel Blavnsfeldt, var placeret side om side med Stokholm på den centrale midtbane.
Aftenens 15.326 tilskuere var vel knap kommet på plads førend første mulighed til hjemmeholdet indtraf. Med godt et minut rundet tog Silberbauer turen til baglinien og fandt efterfølgende Álvaro, hvis hovedstødsafslutning havde kvalitet, hvilket desværre også kunne behæftes på Onyszkos redning. Drømmestarten blev dermed forhindret, og som det ikke var nok var Stokholm få øjeblikke efter ved at bringe fynboerne foran, men afslutningen blev rettet af til hjørne.
Det var en eksplosiv start i PARKEN, hvilket de næste små tyve minutter dog ikke kunne leve op til. Hertil lurede de to mandskaber for meget på hinanden og en del frispark, broderparten begået mod Zuma dømte som udømte, forhindrede kampens flow. Et par frisparksafslutninger fra Hoseth havnede i muren, mens det føltes som om de to holds angreb gjorde det samme blot med panden forrest.
Omkring det 20. minut tog sagerne imidlertid fat for københavnerne, da PC viste lidt af den savnede vildskab med et flot og energisk rush til baglinien. Indlægget lå såmænd ganske godt, men lidt tvivl mellem Silberbauer og Álvaro om retten til fadet spolerede chancen.
PC's initiativ blev startskuddet til en F.C. København-dominans, der udmærket kompenserede for den vindtørre indledning. Med fight og vilje udstrålede hjemmeholdet den fornødne gejst og især Linderoth på den centrale midtbane kom i vejen for virkelig meget, ligesom den svenske landsholdsspiller var en god igangsætter kampen igennem.
Midtvejs i halvlegen burde løverne være kommet foran, da et forsvarskoks i OB's bagerste geled gav Zuma en 100 % chance. Desværre afsluttede sydafrikaneren lige midt i mål, hvor Onyszko uden de store problemer fik afværget. En ærgerlig afbrænder der sendte tankerne hen på sydafrikansk tjek af skarpheden hos skærsliberen.
De bedrageriske tanker mod publikumshelten Zuma, skulle dog hurtigt få et herligt skud for boven, da sydafrikaneren små ti minutter efter sin afbrænder henrykkede alle i PARKEN besiddende et løvehjerte. Det skete da den atletiske angriber satte turboen på fra midtbanen med kurs mod målfeltet. Da ingen OB'ere kunne følge Zuma blev resultatet en knivskarp afslutning uden for Onyszko's rækkevidde. En flot scoring, der halvlegen ud fungerede som brændstof til Backes mandskab.
På denne konto var hjemmeholdet langt tættere på at øge føringen end et umådeligt tamt OB-mandskab var på udligningen i første halvleg. Desværre sendte Hoseth et frispark lige uden om stolpen, mens Hjalte Nørregaard var centimeter fra at få udbytte af et af sine karakteristiske dybdeløb få sekunder før pausefløjtet.
Mens OB'ernes offensive spil havde været stort set ikke eksisterende gav en indskiftning af Højer fra anden halvlegs start lidt skrald på i fynboernes angreb. Bedst - og ubehageligt - understreget af en gigantchance til netop Højer få sekunder inde i anden halvleg, da den målfarlige angriber fik en friløber serveret. Lykkeligvis og qua en "bred" Rabo i målet sendte OB'eren bolden snert forbi stolpen.
Det var en forskrækkelse af de større ikke mindst at dømme på lettelses-sukket fra lægterne. Den snigende utryghed vedblev dog med at sidde i kroppen, idet to-tre OB-angreb efterfølgende var lige ved at blive reelle og farlige.
Imidlertid fik hjemmeholdet kæmpet sig tilbage i kampen, hvor især midtbanen med utrættelige Linderoth høstede roser. Da bolden tilmed blev smidt fornuftigt rundt blandt de hvidklædte løver, blev aftenens gæster sendt ud på adskillige løbeture.
Det virkede dog som at Backes tropper var ganske godt tilfreds med føringen og kampens udvikling generelt, hvilket bevirkede ganske henholdende offensivt spil, hvor kun få chancer blev kreeret.
For den neutrale iagttager blev store dele af anden halvleg derfor jævnt kedelig, og der skulle en scoring til i det midtjyske, førend der atter kom gang i kludene på lægterne.
Desværre forplantede denne optimisme sig ikke til hjemmeholdets aktører, der som kampen skred frem trak sig for langt tilbage på banen. Det gav med ti minutter tilbage en friløber til Miti, men en påpasselig Svensson forhindrede flot udligningen med en betimelig tackling.
Den gode aktion af anføreren blegnede dog ved siden af PC's og Svenssons indgreb eller mangel på samme med ét minut tilbage. Her fik Borre på underlig vis lov at slippe gennem til baglinien, og da indlægget lå perfekt til en fremstormende Stokholm havde midtbanemotoren ikke de store problemer med at pande udligningen i kassen.
En bitter pille at sluge for Backes tropper, der kampen igennem leverede fight og spil, der som minimum for en stund satte kampen i mandags i glemmekassen.
Nu blev det til ét point - en grum skæbne, der heldigvis kan rettes lidt op på, når truppen allerede på søndag drager til Randers, hvor Lars Olsens mandskab tager imod.