Kampreferat: FCK vs. ACH
Hans Backe kunne til sæsonens første hjemmekamp i SAS Ligaen præsentere nyindkøbte Peter Ijeh i angrebet, hvilket sendte onsdagens matchvinder, Álvaro Santos, en tur på bænken. Derudover var der gensyn i startopstillingen med Michael Silberbauer og hjemvendte Elrio van Heerden, hvoraf sidstnævnte optrådte centralt på midtbanen sammen med anfører Tobias Linderoth.
Hos oprykkerne fra Horsens kunne cheftræner, Kent Nielsen, mønstre flere rutinerede kræfter blandt de elleve startende i form af Mads Rieper, Abdul Sule, Niels Lodberg og Rasmus Marvits.
Sæsonens første brag i PARKEN bar præg af et fodboldsultent hjemmepublikum og et fodboldhold, der dog indledningsvist skulle vise sig at have mere i intentionerne end det udførte spil.
Det velmenende spil, med en offensivt placeret Elrio på midtbanen som mest iøjefaldende, lagde grunden til flere gode angreb, der dog kun nåede kategorien "lige ved og næsten". Dertil stod Horsens defensivt for godt, og da "Den Gule Fare" samtidig viste mod på at spille bold i PARKEN, bevist med et par gode mandskabsrige angreb, blev løve-presset indledningsvist holdt en smule i ave.
Som halvlegen skred frem blev det dog mere og mere tydeligt, hvem der regerede i PARKEN. I front diskede Allbäck op med boldsikkert spil, ligesom svenskeren med en udsøgt placeringsevne og god fighervilje aktivt deltog i den defensive del af spillet, vel at mærke uden at det gik ud over den tidligere Aston Villa spillers tilstedeværelse i offensiven.
Tilbagevendte Silberbauer viste sig særdeles ihærdig på højre del af midtbanen, hvor et par gode afslutninger med hovedet og et skarpt bandespil med Ole Tobiasen lovede godt for fortsættelsen.
I den bagerste kæde fungerede samarbejdet mellem Jesper Christiansen og Svensson/Gravgaard upåklageligt, med især sidstnævnte som solid stopklods overfor uortodokse Sule.
Med en halv time rundet manglede imidlertid den helt store åbne chance, men den skulle kort efter vise sig at komme fra en noget overraskende kant. Det skete da et indlæg fra Ole Tobiasen sendt ind mod Marvits og Allbäck, fik førstnævnte til at stikke labben op frem for den absolut mest nærliggende løsning med hoved, hvilket resulterede i et klokkeklart straffespark. På dette trådte Lars Jacobsen til og med usvigelig sikkerhed bragede dagens venstreback løverne foran 1-0.
Målet underbyggede hjemmeholdets dominans, der blev yderligere cementeret af en høj boldbesiddelse med et samtidigt fremskudt presspil på Horsens spillerne, der dermed aldrig fik ro, hvilket netop karakteriserede løvernes spil i dagens kamp, der i store dele formede sig uden stress og med stor stabilitet.
Halvlegen ud kunne det uden problemer være blevet til en fordobling af scoren, men et hovedstød af Ijeh savnede power, mens "Silber" havde fortjent bedre efter et sprudlende angreb og efterfølgende afslutning. En af løvernes bedste, Marcus Allbäck, havde også sin chanceandel, men et flyvende hovedstød strøg snert forbi mål.
Dermed mundede en god - især sidste del af første halvleg - ud med en smal og fortjent løve-føring, trods momentvis godt kontraspil af Horsens.
Anden halvleg blev skudt i gang med et par initiativrige ryk på venstrekanten af Bergvold og Jacobsen, der dermed sørgede for at anden omgang startede hvor første slap.
En opsat Elrio van Heerden trådte mere i karakter på midtbanen og med effektiv offensiv fremdrift og gode kropsfinter imponerede den lille sydafrikaner stort i dagens kamp. En enkelt minus på midtbanen var dog ikke overraskende hovedsspillet, hvor Linderoth og Rio til tider kom til kort overfor Horsensspillerne, uden at det dog havde nogen form for konsekvens.
På chancefronten bragede Silber et tørt hug af, mens Peter Ijeh med en time afviklet gav prøver på sin enorme hurtighed, hvilket resulterede i en stor chance for nigerianeren, der dog skød over mål efter at have overhalet Rasmus Marvits.
Med høj københavnsk boldbesiddelse udviklede kampen sig til tider til ren power-play, hvor Horsens-defensiven havde nok at gøre med at holde de idérige løver fra fadet.
Kort efter Ijehs store mulighed blev nigerianeren udskiftet med Álvaro og det var en tydelig opsat 7'er, der trådte ind til sæsonens første opgave på hjemligt græs. Det blev imidlertid ikke den farlige brasilianer, der næste gang skulle true Horsens-buret, men derimod en storspillende Michael Gravaard, der var søgt med frem på et frispark. Med en imponerende "hang-time" kom forsvarsspilleren højest til vejrs blandt venner og fjender blot for at se sit forsøg prelle af på tværribben.
Det forblev således ved den smalle føring for løverne, og da et indlæg mod Christiansens mål kort efter fik lov at sejle uforstyrret ind mod to Horsensspillere, der blot skulle sætte foden eller hoved på, blev alle mindet om den spinkle føring.
Heldigvis var løverne i dag vaccineret mod gul feber og det havde også været aldeles ufortjent om oprykkerne havde fået noget med hjem fra PARKEN.
I kampens sidste kvarter nærmede gæsterne sig ikke en eneste gang løvernes målfelt, da kræfterne tydeligt kun rakte til at forsvare sig mod de letbenede københavnere, der i kampens slutning dominerede totalt. Her tog Elrio godt fat og med gode afleveringer og driblinger afstak sydafrikaneren kursen, der skulle vise sig at ende sikkert i havn, da Rio i dommerens overtid fandt Álvaro med en frispilning, brasilianeren smukt kvitterede for med en scoring.
Dermed blev sejren cementeret og mens Horsens-spillerne rendte rundt med 3-stjernet spegepølse på brystet, modtog hjemmeholdets glimtende tre-kløver - Gravgaard, Elrio og Allbäck og de andre løver de 15.854 tilskueres hyldest i PARKEN.