Kampreferat: AGF vs. FCK

Smilet sad på F.C. København

På en fornem anden halvleg satte F.C. København kriseramte AGF fra Smilets By eftertrykkeligt på plads, da det blev til hele fire mål i kampens sidste 45 minutter. Marcus Allbäck lynede to gange, mens Atiba Hutchinson og Thomas Hansen (selvmål) leverede de to andre scoringer.

Jævnbyrdig første halvleg
Om det var det gedigne røgslør over banen fra det afbrændte fyrværkeri eller spillernes manglende evne til at finde hinanden skal være usagt, men kampens indledning bar nu præg af noget usammenhængende spil.

Begge mandskaber virkede afventende og mange slag blev taget på midtbanen, hvor Linderoth sædvanen tro gjorde god fyldest. Som modpart stod Risholt der med en energisk indsats gjorde sit til at gæsterne ikke havde alt for nemt spil, hvorfor der ikke opstod nogen chancer af nævneværdig art.

Hjemmeholdet forsøgte sig med lange bolde frem mod emsige Peter Graulund, men den vævre angriber kom gang på gang til kort overfor Brede Hangeland, der i dagens kamp viste forsvarsspil af høj klasse.

Som halvlegen skred frem vandt gæsterne flere nærkampe og de løse bolde der var i spil sugede københavnerne godt til sig. Det gav et par muligheder et stykke udefra men både Hutch og Linderoth sparkede over.

Midtvejs i halvlegen fik hjemmeholdet noget der lignede momentum da Graulund sparkede hårdt og overraskende langt udefra. Jesper Christiansen tog sig sikkert af afslutningen, der dog synes at give Ove Pedersens hårdt prøvede tropper troen på at de kunne spille op mod forhåndsfavoritterne.

Det gav en periode hvori AGF havde rigeligt med boldbesiddelse og omtrent den halve time gav en pludselig og flot aflevering af Jesper Sørensen på den noget uvante position som højremidt, en gigant-mulighed til George, der helt inde i det lille felt dog afsluttede så slattent at Jesper Christiansen mageligt kunne lægge sig ned og favne bolden.

Mere skete der ikke i en noget pauver første halvleg førend hjemmeholdets Steffen Rasmussen to minutter før sidebyttet med et kikset udspark satte sig selv under pres, da Linderoth tog chancen fra distancen. Desværre manglede den svenske midtbaneterriers afslutning ti centimeter fra at være rigtig god idet bolden tog tværribben.

Kort efter kunne en dødbold snildt være endt med kampens første mål, men Allbäcks skud ti meter fra kassen strøg lige forbi Rasmussens bur.

Overlegne københavnere
Mens første halvleg var en ganske jævnbyrdig affære blev det hurtigt klart at anden omgang bestemt ikke ville forløbe på samme præmisser.

Således skulle der gå blot to minutter førend Mackan fik prikket hul på bylden, hvilket skete efter en dødbold hjemmeholdet over flere omgange forsømte at cleare. Det sagde den svenske superveteran tak for og med en kølig flugter var gæsterne belejligt foran 1-0.

Scoringen resulterede prompte i at gæsterne blev styrende i alle spillets facetter, mens værterne havde tydelige problemer med at beherske selv spillets simpleste operationer.
 
Forværret blev hjemmeholdets situation også af to skader undervejs og et bundholds barske lod blev yderligere ubarmhjertigt illustreret da kampen var en time gammel.

Her førte høj københavnsk boldbesiddelse til et godt raid af Silberbauer på højrekanten og såmænd om ikke den tidligere AaB-spillers indlæg blev dirigeret flot i nettet af hjemmeholdets egen Thomas Hansen. 

Herefter var der endegyldigt intet at komme efter for Ove Pedersens tropper og en kæmpe chance til Bergvold 30 sekunder efter Hansens uheldige indgreb var ikke langt fra at resultere i endnu en scoring, men Steffen Rasmussen viste trods alt lidt århusiansk klasse i en ellers mareridts-agtig halvleg for de hvidklædte.

Påpasselige med omgangen af bolden tillod gæsterne ikke det groggy hjemmehold at komme til et lucky-punch og i tråd med dette var det ikke særlig overraskende at et langt forspil udenfor værternes målfelt endte med en scoring, da Álvaro satte fart på og efterfølgende serverede kuglen på et sølvfad for Hutch der nemt kunne glide bolden i mål med 18 minutter tilbage af opgøret.

Mackan doblede op
Et par indskiftninger af friske kræfter i Pimpong og Thomassen bevarede den høje kadence i spillet og kampen ud lurede de overlegne gæster på endnu et gok i nødden til hjemmeholdet.

To minutter før tid lykkedes det så at sætte sidste punktum for opgøret, da et indlæg fra Lars Jacobsen flot blev flugtet ned i det ene målhjørne af Mackan, der dermed doblede sin egen total op på to i kampen og fire i alt for københavnerne.

Dermed sikrede Ståle og Co. anden sejr i træk, hvilket sender holdet op på en øjeblikkelig førsteplads. For AGF’s vedkommende taler anden halvleg og et efterfølgende kig i tabellen for sig selv.

Næste opgave for københavnerne bliver allerede på torsdag, når årets Royal League-finale afvikles. SAS Liga-point spilles der atter om, når Esbjerg om otte dage gæster PARKEN.



Ståle Solbakken:

 - Vi var stillestående i første halvleg, hvor vi mistede for mange bolde og ikke var farlige. AGF stod også godt på banen, men i anden halvleg kommer vi længere frem og spillerne hæver deres spil. 4-0 var vores fortjeneste, men jeg er sikker på at AGF nok skal få point på kontoen, for det var ikke let.