Kampreferat: Brø vs. FCK
Mens Ståle Solbakken benyttede sidste søndags kamp til at hvile nogle af de spillere, der havde været i midtugekamp for deres landshold, så var alle mand med denne gang – om end Jesper Grønkjær i sidste øjeblik valgte at stå over, da han under opvarmningen mærkede en lille smule til den forstrækning, han havde med hjem fra landskampen mod Australien. På det her tidspunkt af sæsonen er der ikke grund til at tage nogen som helst chancer, og i stedet nåede Hjalte Nørregaard lige at varme op et par minutter, inden de to hold løb på banen.
Det var ellers meningen, at Silberbauer skulle have spillet centralt med Linderoth med Grønkjær og Hutchinson på kanterne, men Hjalte gik ind centralt og Silber tog sin vante plads på fløjen. Og så var der i øvrigt comeback til Niclas Jensen, der efter en lidt tøvende start spillede sig fint ind i kampen og gav talrige prøver på sit offensive spil – ikke mindst efter pausen, men det vender vi tilbage til!
Hjemmeholdet, der for en sjælden gangs skyld var klædt helt i blåt på hjemmebanen, havde valgt at starte med Katongo og Williams i angrebet, og i forsvaret havde skader hos Mikkel Bischoff og Morten Rasmussen givet plads til Howard og Spelmann.
Brøndby kom bedst fra start uden direkte at dominere, mens FCK-forsvaret lige skulle bruge lidt tid til at finde på plads. Men mere end et par flade langskudsforsøg fra Lantz og Daugaard blev det ikke til i de første 10 minutter, og det var ikke noget, der voldte Jesper Christiansen problemer. I den anden ende noterede man en fin, dyb stikning fra Hjalte til Allbäck, der fik tæmmet bolden med en kattepote og sendt den på tværs i feltet, men der var ikke nogen til at tage imod.
En del afslutninger fra begge hold - men ikke de helt store chancer
Det var der til gengæld efter 13 minutter, da Brøndby-forsvaret ikke fik headet et indlæg fra Niclas Jensen ordentligt væk, men Silber ramte den ikke ordentligt, og bolden endte på en temmelig røgfyldt Faxe-tribune, hvorfra en hørm af brændt plastik bredte sig over stadion, hvilket prompte fik sikkerhedsfolkene til at skride ind og via speakeren bede om hjælp til at få synderne udpeget.
Niclas selv havde et udmærket frisparks-forsøg efter en snes minutter, efter at Ailton var blevet fældet 7-8 meter uden for feltet, men bolden røg over mål. I den anden ende var Jesper ved at komme i vanskeligheder, da han skulle sparke en tilbagelægning fra Brede op ad banen, men i stedet ramte David Williams, som med lidt held – eller måske snarere med meget held – kunne have styret den tilfældige chance i mål.
Efter den halve time kunne Hutch med lidt held have headet et fint indlæg fra Silber i kassen, men bolden røg over kassen og op i nettaget. Nogle minutter senere afsluttede Katongo et kvikt Brøndby-angreb med et udmærket fladt skud, der strøg lige uden om Jespers højre stolpe, men han burde nok have ladet chancen gå videre til Ericsson, der stod helt fri længere inde i feltet.
Brede fik en pænt god mulighed efter et indkast fra Lars Jacobsen, som Gravgaard havde forlænget videre i feltet, men nordmanden skød for blødt, og Stephan Andersen nåede ud til stolpen og parere.
Kort inden pausen var det lige ved, at Linderoth havde sendt Ailton helt alene igennem, men den snu Per Nielsen nåede lige at træde et skridt frem, inden afleveringen faldt, og brasilianeren blev korrekt vinket offside.
Målløst efter en intens og jævnbyrdig 1. halvleg med en del forsøg mod mål, men ikke de store og åbne muligheder.
Der skulle dog ikke gå mange minutter af 2. halvleg, før der kom gang i sagerne. Først lænede Katongo sig op ad et rødt kort med en grim eftertackling på Linderoth, men nøjedes med gult. Og et par minutter senere hævnede Tobbe sig i den anden ende ved at lægge en fin stikning ud til venstre til Niclas, der elegant sendte den på tværs til en helt udækket Silber, der headede bolden hårdt og kontant ind ved nærmeste stolpe.
Silber udnyttede igen et Niclas-oplæg
Fire minutter efter kom Silber på skudhold på kanten af feltet, men sendte den et pænt stykke over, men i det 56. minut var der gevinst. Igen efter et nydeligt Niclas-indlæg, som Silber ramte perfekt med hovedet, så kuglen tordnede ind ved fjerneste stolpe uden chance for den sprællende keeper.
Det tog helt luften ud af Brøndby-mandskabet, der i denne periode slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen. Det udnyttede gæsterne til at køre det ene angreb frem efter det andet, og på et af disse strøg Ailton fra Thomas Rytter og nåede bolden lige inden den røg ud over baglinien, men fik den kun drejet ind på stolpen.
Silber var centimeter fra et hattrick, da Stephan Andersen nok engang var gået galt af en høj bold i feltet, men nordjydens hårde, flade afslutning blev afværget på stregen! Rytter så temmelig sur ud, da han kort efter blev skiftet ud med Kildentoft, og Duncan fik gult for at slagte Hjalte… til gengæld var der oceaner af plads til Linderoth, som fik lov at spadsere hen over midterlinien og et godt stykke ind på Brøndbys halvdel, før han slog en millimeterpræcis pasning frem til Ailton, der var rykket i hullet mellem Brøndby-forsvarerne. Og selv om Andersen fik næverne på hans hårde afslutning, kunne han ikke forhindre at bolden gik i kassen til det tredje mål på blot 11 minutter!
Brasilianeren fejrede det med at lave gashåndtag til de vildt jublende FCK-fans bag målet, og som det kan ses under citaterne andetsteds på disse sider, så er der selvfølgelig en historie bag denne nye måde at fejre et mål på! Og forhåbentlig bliver der rig lejlighed til at give den gas flere gange i foråret…
Kørte hjem på rutinen, trods reducering efter tyndt straffe
Med denne komfortable føring gik gæsterne rutineret lidt ned i tempo, og med små 20 minutter igen kom Berglund og Kvist ind for Ailton og Hutch. Silber havde endnu et godt langskudsforsøg, og Niclas måtte indkassere et gult kort for et frispark på Ericsson. Brøndby forsøgte at komme frem på banen igen, men formåede ikke rigtig at skabe noget – før knap 10 minutter før tid, hvor Duncan lavede ”svanens død” inde i feltet og den norske dommer Skjerven pegede på pletten og gav hjemmeholdet et noget tvivlsomt straffe. Martin Ericsson reducerede, selv om Jesper gik til den rigtige side og var tæt på at snuppe den.
Mere blev det ikke til i aftenkulden på Vestegnen, hvor hele 18.500 tilskuere ellers var mødt frem, og de der ikke var smuttet før tid kunne se, at William i slutminutterne var tæt på at øge, efter at han smart havde vendt rundt i venstre side af feltet og fik fyret af mod fjerneste stolpe. Men bolden strøg lige uden om.
En sikker og fortjent sejr, der med meget stor sandsynlighed sikrer de forsvarende Royal League-mestre en plads i kvartfinalen – kun et fem-måls-nederlag i næste søndags hjemmekamp mod Hammarby kan forhindre videre avancement! Brøndby kunne med en sejr have fravristet Lillestrøm 1. pladsen, men er dog sikkert videre efter kun dette nederlag i den indledende gruppe.
Niclas fik et fint comeback, Ailton fik scoret sit første turneringsmål, og Silber blev nok engang dobbelt målscorer på Brøndby Stadion – ligesom for præcis 2 år og én dag siden, da vi vandt 2-0.