Kampreferat: Brø vs. FCK

Mod et Brøndby-hold i stærkeste opstilling havde Ståle Solbakken valgt at fastholde sin hidtidige Royal League-strategi om at spare et par af nøglespillerne, hvilket denne gang gav en bænkeplads til Niclas, Gravgaard og Ailton. Dertil kom at Linderoth og Allbäck fortsat var ude med skader.

Alligevel kom mestrene bedst fra start på det pænt besøgte Brøndby Stadion, hvor der inden kampen ikke var noget, der ledte tanken hen på en finale i en skandinavisk turnering – bortset fra den sædvanlige gode stemning i de to fan-grupper, hvor det var glædeligt at se FCK’erne fylde hele det nederste afsnit på den ene endtribune.

Frisk fra start
FCK gik frisk til den fra start og fik sit første hjørne allerede i det 1. minut, men Brede headede dog indlægget et stykke over mål. Kort efter fik Silberbauer en udmærket skudmulighed i højre side af feltet efter godt forarbejde af Berglund, men han ramte ved siden af kassen.

Efter den første halve snes minutter med FCK-dominans var det dog som om kampen satte sig og begyndte at ligne et af de sædvanlige opgør mellem de to rivaler, hvor spillet bliver meget fysisk og mest foregår mellem de to straffesparksfelter, hvor alle leder forgæves efter huller, som simpelthen ikke er der. Man kender hinanden for godt og ved, at man ikke skal række den anden så meget som en lillefingernegl.

Først i det 20. minut kom Brøndby til en reel afslutning, da Ericsson modtog bolden i hjørnet af feltet og forsøgte et langskud, som gik i sidenettet. Kort efter var Dan ved at få ram på et hjørne fra Oscar, som landede lige uden for det lille målfelt, men ellers var det meget småt med målchancerne i denne fase af kampen.

Lantz og Rytter indkasserede gule kort omkring den halve time for to hårde frispark på Grønkjær, som selv havde svært ved at komme ind i kampen. Hverken han eller Silberbauer skabte noget kreativt på kanterne, vores backs kom sjældent op på Brøndbys halvdel, og selv om Hutch og Bella løb meget, havde de det lige så svært, som Brøndbys angribere mod vores forsvar.

I sådanne kampe er det ofte dødboldene, der gør udslaget, og således også 8 minutter før pausen, hvor Ericsson sendte et hjørnespark langt ind i feltet, og Per Nielsen headede på tværs mod Howard, der i nærkamp med Grønkjær pludselig faldt til jorden. Den norske dommer Øvrebø blæste prompte i fløjten, og mens Brøndby-lejren jublede, var man som FCK’er et kort øjeblik i tvivl, om det var for film eller straffe. Men Øvrebø pegede på pletten, og TV-optagelserne afslørede da også, at Grønkjær et kort øjeblik havde fat i Howards ærme. Howard gjorde dog selv hvad han kunne for at holde Grønkjær væk med sin arm, og det må have overrasket både en englænder og en internationalt rutineret spiller som Grønkjær, at der blev peget på pletten i netop den situation.

A different ballgame
Men straffesparket var en kendsgerning, og Jesper tog chancen og gik til højre, hvorefter Martin Ericsson trillede den ind i den modsatte side. Dermed var det pludselig ”a different ballgame”, og man frygtede - med rette skulle det senere vise sig - den gamle floskel om, at det første mål ofte er afgørende i disse kampe.

2. halvleg var kun et halvt minut gammel, da Hutch trak sig godt fri i hjørnet af straffesparksfeltet og lagde bolden til rette for Silber, der satte indersiden på og sendte bolden forbi Stephan Andersen - men desværre på overliggeren, hvorfra den sprang ned til Grønkjær, som heller ikke havde marginalerne med sig, da riposten sprang fra ham, inden han fik afsluttet.

Det ville naturligvis have åbnet kampen fuldstændig op, men i stedet var det Brøndby der de næste 5-7 minutter viste tænder. Først var Duncan meget tæt på at være helt fri med Jesper, men keeperen nåede ud og tackle bolden væk uden for feltet. Kort efter fik Katongo en god chance i højre side, men Dan nåede godt tilbage og pressede ham til at skyde ved siden af. Og efter et hjørne var Duncan lige ved at komme på skudhold inde i det lille felt, inden Hjalte fik kastet sig og afværget.

Intensiteten i kampen var steget markant efter pausen, der var mange flere hårde nærkampe og det begyndte at ligne en rigtig pokalfinale. Men det skulle snart vise sig, at der kun var ét hold, der ville frem på banen og skabe noget – og det var gæsterne, der i sagens natur også havde mere brug for en scoring end hjemmeholdet.

Mere angrebspower
Ståle besluttede at erstatte Hjalte og Berglund med Ailton og Gravgaard og sende begge sidstnævnte op i angrebet i et forsøg på at tilføre noget mere power og luftstyrke, eftersom duoen Berglund og Hutch ikke just har deres styrke i den disciplin. I stedet rykkede Hutch ned på højre midtbane og Silber gik ind centralt.

Københavnerne sad efterhånden fuldstændig på spillet, mens Brøndby trak sig længere og længere tilbage og koncentrerede sig om at forsvare føringen. Vi havde dog stadig svært ved at spille os til åbne chancer, men Ailton fik en god skudmulighed på kanten af feltet, da Stephan Andersen ikke fik bokset ordentligt væk. Desværre sendte han den lige i armene på keeperen, der hastede baglæns ind mod målet.

Silber skruede et direkte frispark et par meter ved siden af mål, efter at Rytter kynisk havde nedlagt Ailton et par meter uden for feltet, længe efter at brasilianeren havde spillet bolden. Men der var ikke optræk til rødt fra dommerens side, selv om Rytter flere gange testede hans tålmodighed med hårde indgreb. Lantz, der slap gratis fra at stoppe et indlæg med armen, var også godt med i den kategori.

Brøndby havde nu rigeligt at gøre med at forsvare sig, men fik dog muligheden for at lukke og slukke med et kvarter igen, da Ericsson kom helt fri i højre side og havde Duncan med på midten, men han tøvede en anelse for længe, og så nåede William godt ned og blokere indlægget.

Herefter var det igen FCK, der pressede på, og den største mulighed tilfaldt Brede, der på et indlæg fra Oscar headede hårdt og præcist mod mål, men på selve målstregen fik Rytter afværget, da Stephan Andersen var passeret.

5 minutter senere var Lars og Kasper Lorentzen involveret i en batalje omkring midten af banen, hvor Lorentzen tilsyneladende prøve at holde Lars tilbage, da han var på vej frem i fuld fart, hvorefter Lars spændte ben for Lorentzen. Morten Rasmussen kom farende hen og skældte Lars ud og skubbede ham i brystet, og set fra tribunerne så det ud til, at dommeren uddelte korrekte advarsler til både Lars og Morten Rasmussen. Hvilket også blev annonceret i højttalerne og på TV-billederne på storskærmen.

To gule kort  til Morten Rasmussen - og så alligevel ikke...
Men i overtiden oplevede man det besynderlige, at Morten Rasmussen fik et kort igen, denne gang for en eftertackling på Silber. Men det blev ved det gule, så Øvrebø havde åbenbart ikke givet ham det første alligevel… eller glemt at notere det?

Bortset fra denne kuriositet, så endte kampen temmelig rodet og uden at FCK for alvor fik lagt Brøndby maksimalt under pres. De holdt til gengæld klogt på bolden, brugte naturligvis alle muligheder for at trække tiden og fik et minuts pusterum, da en røgbombe blev smidt på banen. Her var der allerede annonceret 3 minutters overtid, og selv om Brøndby benyttede denne til at skifte ud to gange, så fandt dommeren kun anledning til at lægge et ekstra minut til, før han fløjtede af.

Det er sådan noget, man sidder og irriteres lidt over, når man er ved at tabe en finale til rivalerne, men inderst inde ved man jo godt, at det hverken er på et tyndt straffe eller på for lidt tillægstid, at sådan en kamp bliver afgjort… Vi havde knap en time til at komme igen efter Brøndbys føringsmål, men vi formåede ikke at spille os frem til chancer nok, og de få muligheder vi havde, dem udnyttede vi ikke. Forsvaret stod godt og upåklageligt, og Jesper kunne for anden kamp i træk gå fra banen uden at have måttet kaste sig en eneste gang for at redde et forsøg, bortset fra straffesparket. Brøndby forsvarede sig godt og kløgtigt og gik logisk nok efter sejren – og i sidste ende har vinderen altid ret, og Brøndby skal naturligvis gratuleres med sejren.