Kampreferat: B1913 vs. FCK
Til trods for at B1913 til dagligt begår sig i første division, så var der i aftenens kamp flere divisioners forskel på de to hold. Byens Hold leverede en blændende indsats, hvor samtlige spillere kom i kamp.
Kampen startede med et godt kæmpende B1913-hold, der ville vise de danske mestre noget modstand. Den modstand blev dog hurtig neutraliseret med Todi Jónsson føringsmål efter kun otte minutter. Målet blev grundlagt på Jörgen Pettersson flotte forarbejde. Desværre måtte Pettersson udgå efter en halv times spil med et lille skrub på låret. Skaden er dog ikke noget alvorligt. Bergvold erstattede svenskeren.
Jesper Bech leverede også en fornem indsats i angrebet og scorede også kampens andet mål efter 22 minutter. Kort efter blev der begået straffespark på Todi Jónsson som Thomas Røll sparkede sikkert op i nettaget til 3-0.
Målet til 4-0 var en ren perle af Hjalte Nørregaard, der fra 30 meters afstand snød keeperen med et lumskt skud - det skete i det 30. minut. 5-0-målet blev sat ind af Todi Jónsson på Jesper Bechs fantastiske forarbejde?.og så var det pausetid.
Anden halvleg startede FCK med følgende på banen: Balázs Rabóczki - Tomas Antonelius, Bo Svensson, Peter Hansen, Peter Christiansen - Christian Lønstrup, Martin Bergvold, Christian Traoré, Erik Mykland - Elrio van Heerden, Sibusiso Zuma
Zuma var den næste målscorer efter 51. minutters spil. Lidt senere var det Elrio van Heerden der sparkede et hjørnespark i mål - eller også var det keeperen der boksede bolden det sidste stykke ind.
Elrio fik dog en sikker scoring noteret i det 75. minut til 8-0, da Zuma smed et perfekt indlæg ind over, som den lille sydafrikaner bare skulle sætte foden på.
Så begyndte de næsten 1200 tilskuere at hungre efter en 10-måls sejr, og håbet blev forstærket, da Martin Bergvold med et godt spark fra kanten af feltet scorede kampens niende mål. Det blev dog ikke til flere, men en 9-0-sejr over et førstedivisionshold er vist også udmærket.
F.C. Københavns næste træningskamp er på tirsdag mod Rosenborg. Kampen spilles i Fredrikstad i Norge og sendes direkte klokken 20.00 på 3+.