Kampreferat: Han vs. FCK
Det er ikke så tit spillerne kommer på banen før fansene, men det var først i allersidste øjeblik at den lille busfuld københavnske fans nåede inden for på den halvtomme DKB Arena i Rostock, hvor 1.800 mødte frem for at se, hvor langt deres lokale helte er i forberedelserne til Bundesligaen, der starter allerede om et par uger. De gik ikke hjem sprængfyldt med tro og optimisme, for mestrene formåede i store dele af kampen at spille lige op med Hansa-holdet, selv om man kun havde 8 dages træning i benene efter vinterferien.
Allerede efter seks minutters spil gik Hansas midterforsvarere helt gal af hinanden og gav dermed Allbäck et stort tilbud, men den svenske kaptajn lobbede bolden lige over Stefan Wächter i Hansa-målet. Samme Wächter, som vogtede målet for HSV for et par år siden i de dramatiske UEFA-opgør mod Byens Hold.
Efter et lille kvarter var hjemmeholdet tæt på, da Kern kom på skudhold i feltet og afsluttede fladt, men Jesper Christiansen kom godt ud af sit mål og gjorde sig bred og afværgede dygtigt den hårde, flade afslutning med en fodparade.
Det københavnske midterforsvar bar naturligvis lidt præg af, at Michael Silberbauer lige skulle vænne sig til positionen som centerforsvarer ved siden af Antonsson, men som kampen skred frem voksede Silber fornemt med opgaven og spillede alle 90 minutter på pladsen.
Efter en snes minutter var Allbäck og Ailton ved at nå frem til et farligt Niclas-indlæg fra venstre, men fik ikke fat i bolden. Det meste af FCK-opspillet kom i starten af kampen fra venstre side, hvor også en veloplagt Grønkjær gav eksempler på sin speed og teknik og udfordrede sin tyske oppasser, men på den modsatte fløj viste Sionko også stor styrke og aggressivitet.
Efter 27 minutter viste Grønkjær en anden af sine kompetencer, da han bagest i feltet kom højest til et godt frispark fra Niclas og headede præcist på tværs til Allbäck, der tæt under mål fik drejet bolden i nettet bag Wächter til dansk 1-0-føring.
Et fortjent og logisk resultat af, at gæsterne både ville og kunne mest i denne periode af kampen. Silber var meget tæt på at øge til 2-0 efter 35 minutter, da han afsluttede fra nært hold, men bolden gik lige akkurat over overliggeren.
Til gengæld var den store Victor Agali tæt på at udligne minuttet efter, da han efter en hurtig kontra bankede bolden på overliggeren, om end han var mistænkeligt tæt på at være offside, da han fik bolden nede bagfra. Men forsvaret slap med skrækken og kunne køre en halvlegs-føring hjem, mens mørket sænkede sig over hansestaden.
Efter pausen kom tyskerne ud med betydeligt større koncentration, og samtidig skulle Ståles tropper lige bruge lidt tid på at finde nye positioner efter fire udskiftninger. Det udnyttede hjemmeholdet til at kvittere ved Agali, der headede et indlæg hårdt og præcist ind ved foden af nærmeste stolpe uden chance for Nathan Coe.
Et kvarters tid efter pausen fik Sionko et glimrende tilbud, da han slap fri med keeperen midt i feltet, men Wächter fik dygtigt og heldigt pareret, da den energiske tjekke forsøgte at sparke bolden under ham. Kort efter var Sionko på færde igen efter godt samarbejde med Oscar i højre side, men Wächter snuppede hans hårde centring lige for næsen af den lurende Nordstrand.
Efter det lille tyske overtag i indledningen af halvlegen var kampen nu mere lige, også selv om Ståle sendte nogle af de unge spillere på banen – Nikolaj Hansen, Neestrup og Laudrup – mens Rostock til gengæld satte eks-landsholdsspilleren Christian Rahn ind.
Men forsvaret lukkede godt af, og ellers tog Coe sig sikkert af både indlæg og afslutninger. I de sidste 5-6 minutter formåede gæsterne endda at presse godt på igen med 3 hjørnespark i træk, og på det sidste kom Silber godt op og headede hårdt ned mod det ene hjørne, hvor en tysker måtte sparke væk på selve målstregen.
I slutminutterne blev der en slags uofficiel debut til Bongomusa Mthethwa, der fik de sidste minutter på banen i stedet for Atiba Hutchinson, der ligesom sine holdkammerater så ud til at have nydt godt af vinterferien efter det hårde program i efteråret.
Alt i alt en udmærket træningskamp, og selv om resultatet ikke betyder alverden i denne type kampe, så er det efter omstændighederne udmærket at spille 1-1 her i Rostock. Den tyske TV-kanal NDR sender i øvrigt 90 sekunders sammendrag fra kampen kl. 19.30 og genudsender dem kl. 9 onsdag morgen. Mestrene tager nu hjem og træner videre, inden afgangen til træningslejren i La Manga i næste uge, hvor nye træningskampe venter mod Legia Warszawa og Brann Bergen.