Fest og forløsning i PARKEN
29/05 2011 20:00
Guldjubel tilsat en smule vemod…
Man skulle da være et skarn, hvis man ikke kastede sig ud i vild og hæmningsløs guldfest efter en historisk suveræn sæson, der har budt på det mest overbevisende mesterskab nogensinde og en ny milepæl i klubhistorien hvad angår europæisk fodbold. Men det var da med et stænk af vemod, at man for sidste gang skrev navne som Pospech, Wendt, Antonsson og Grønkjær i kampreferatet – for slet ikke at tale om den norske duo Ståle & Bård. Men den tid, der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage, og vi overlevede jo også afskeden med ”uerstattelige” profiler som Tobias Linderoth, Brede Hangeland, Marcus Allbäck, Atiba Hutchinson og Hjalte Nørregaard - bare for at nævne nogle stykker, som man engang havde svært ved at forestille sig, at man kunne undvære.
I dag var der næsten fyldt op i Nationalarenaen, og de mange fremmødte kunne se hjemmeholdet starte lidt blødt, mens nordjyderne havde bolden mest i indledningen. Bortset fra nogle AaB-hjørnespark skete der ikke alverden foran mål i de første 10-12 minutter, hvilket måske kan berolige de desperate fans, der var tvunget til at se Formel 1 fra Monaco, inden 3+ skiftede over til kampen. At dømme efter ”Skakten” på Sidelinien nåede man dog at få billeder fra kampens første store højdepunkt, da Pospech tacklede sig igennem i højre side og smed et perfekt indlæg til N’Doye ved fjerneste stolpe. Men på en eller anden måde endte topscoreren selv i nettet, mens bolden strøg lige forbi!
Kort efter fulgte kampens næste store højdepunkt, da kampuret rundede 13 minutter og badedyrene traditionen tro gik amok på Nedre C og B og bød på et festligt skue, som stadig må forekomme temmelig besynderligt for dem, der ikke har fattet hvad dét går ud på…
AaB havde fortsat bolden mest, men uden rigtig at kunne spille sig frem til noget mod et påpasseligt FCK-forsvar og en arbejdsom midtbane. Det var da også hjemmeholdet, der skabte kampens anden gode mulighed, da en akrobatisk Santin-flugter inde foran mål blev blokeret af en forsvarer.
Efterhånden mistede AaB det greb om kampen, som de aldrig rigtig havde haft, og i stedet tog mestrene over, og kort før den halve time slog de til med en mesterlig scoring. Igen var Pospech ophavsmand, da han fra højre side slog endnu et perfekt indlæg – hvordan skal vi dog undvære dem - og inde foran mødte Santin bolden med pandebrasken og smækkede den stenhårdt ind bag en chanceløs Karim Zaza.
Eftersom Randers på det tidspunkt var foran mod Esbjerg og den stod 0-0 i Lyngby-OB, stod nordjyderne på det tidspunkt med begge ben i 1. division, men lidt efter udlignede Esbjerg, og så var Randers og Esbjerg pludselig nede. Jo, spænding savnede man ikke i den nordjyske lejr, der så småt fornemmede, at deres helte ikke selv kunne klare ærterne i dag, men måtte have hjælp fra andre.
AaB’s eneste afslutning stod Augustinussen for syv minutter før pausen, da Lumb var gået med frem i feltet og lagde en bold til rette for ham, men hans inderside-afslutning gik lige forbi Wilands ene stolpe. I den modsatte ende fik N’Doye headet på et godt set Claudemir-indlæg, men også han sendte bolden lige forbi.
Da de 45 minutter var gået havde man indstillet sig på 1-0, men Vollquartz ville have mest mulig ud af sin afskedskamp og lagde fire minutter til, og her fik mestrene sit første hjørnespark i halvlegen. TK trillede den til Grønkjær i venstre side, og han tog lige et tryk, inden han fra hjørnet af feltet trykkede af, og bolden susede over i det fjerneste målhjørne uden for Zazas rækkevidde.
Så gjaldede jublen og ”Fore more years”-sangen ned over Grønkjær, der fuldt fortjent modtog folkets hyldest og umuligt kan have været uberørt af dette helt særlige følelsesmæssige øjeblik. Hvordan skal vi dog undvære ham!
Kort efter pausen var Santin lige ved at prikke en tværbold fra Claudemir ind tæt under mål, og Pospech havde også et udmærket skud lige forbi den fjerneste stolpe, mens AaB så mere og mere opgivende ud. Humøret blev ikke bedre, da det forlød, at både Randers og Lyngby var foran, men nordjyderne skal roses for, at de blev ved at kæmpe for deres spinkle chance.
Kent Nielsen satte tre friske folk ind i det første kvarters tid og fik flyttet spillet lidt op, så de begyndte at udfordre FCK-forsvaret. Duncan brændte en pænt stor chance inden han blev taget ud, og Würtz havde også en listig afslutning efter et hjørnespark, hvor bolden sneg sig lige over den fjerneste trekant.
Men det var en kortvarig opblomstring, for nordjyderne havde ikke meget at komme med i dag, og det så ud som om de havde indstillet sig på, at andre måtte klare ærterne for dem idag. Så mens hjemmeholdet satte kursen på cruise control, løb nordjyderne rundt og ventede på meldinger fra især Randers.
Tyve minutter før tid blev Mikael Antonsson taget ud til fordel for Sölvi Ottesen, og den sympatiske svensker fik stående ovationer fra fansene. Fire minutter før tid brud jubelen pludselig løs i AaB-lejren, da det forlød, at Esbjerg havde udlignet i Randers, alt imens Ståle Solbakken forberedte et par hyldest-udskiftninger til først Jesper Grønkjær og Zdenek Pospech, der begge fik øredøvende ovationer fra de taknemmelige fans. Kampen endte i den rene parodi, da der samtidig blev fløjtet af i Randers, og aalborgenserne faldt hinanden om halsen - og Ståle tillod sig en fjerde "udskiftning", så også Oscar Wendt kunne få sin personlige hyldest.
Sådan sluttede det hele i fest, forløsning og forbrødning, og så kunne guldfesten ellers gå i gang for alvor!
Man skulle da være et skarn, hvis man ikke kastede sig ud i vild og hæmningsløs guldfest efter en historisk suveræn sæson, der har budt på det mest overbevisende mesterskab nogensinde og en ny milepæl i klubhistorien hvad angår europæisk fodbold. Men det var da med et stænk af vemod, at man for sidste gang skrev navne som Pospech, Wendt, Antonsson og Grønkjær i kampreferatet – for slet ikke at tale om den norske duo Ståle & Bård. Men den tid, der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage, og vi overlevede jo også afskeden med ”uerstattelige” profiler som Tobias Linderoth, Brede Hangeland, Marcus Allbäck, Atiba Hutchinson og Hjalte Nørregaard - bare for at nævne nogle stykker, som man engang havde svært ved at forestille sig, at man kunne undvære.
I dag var der næsten fyldt op i Nationalarenaen, og de mange fremmødte kunne se hjemmeholdet starte lidt blødt, mens nordjyderne havde bolden mest i indledningen. Bortset fra nogle AaB-hjørnespark skete der ikke alverden foran mål i de første 10-12 minutter, hvilket måske kan berolige de desperate fans, der var tvunget til at se Formel 1 fra Monaco, inden 3+ skiftede over til kampen. At dømme efter ”Skakten” på Sidelinien nåede man dog at få billeder fra kampens første store højdepunkt, da Pospech tacklede sig igennem i højre side og smed et perfekt indlæg til N’Doye ved fjerneste stolpe. Men på en eller anden måde endte topscoreren selv i nettet, mens bolden strøg lige forbi!
Kort efter fulgte kampens næste store højdepunkt, da kampuret rundede 13 minutter og badedyrene traditionen tro gik amok på Nedre C og B og bød på et festligt skue, som stadig må forekomme temmelig besynderligt for dem, der ikke har fattet hvad dét går ud på…
AaB havde fortsat bolden mest, men uden rigtig at kunne spille sig frem til noget mod et påpasseligt FCK-forsvar og en arbejdsom midtbane. Det var da også hjemmeholdet, der skabte kampens anden gode mulighed, da en akrobatisk Santin-flugter inde foran mål blev blokeret af en forsvarer.
Efterhånden mistede AaB det greb om kampen, som de aldrig rigtig havde haft, og i stedet tog mestrene over, og kort før den halve time slog de til med en mesterlig scoring. Igen var Pospech ophavsmand, da han fra højre side slog endnu et perfekt indlæg – hvordan skal vi dog undvære dem - og inde foran mødte Santin bolden med pandebrasken og smækkede den stenhårdt ind bag en chanceløs Karim Zaza.
Eftersom Randers på det tidspunkt var foran mod Esbjerg og den stod 0-0 i Lyngby-OB, stod nordjyderne på det tidspunkt med begge ben i 1. division, men lidt efter udlignede Esbjerg, og så var Randers og Esbjerg pludselig nede. Jo, spænding savnede man ikke i den nordjyske lejr, der så småt fornemmede, at deres helte ikke selv kunne klare ærterne i dag, men måtte have hjælp fra andre.
AaB’s eneste afslutning stod Augustinussen for syv minutter før pausen, da Lumb var gået med frem i feltet og lagde en bold til rette for ham, men hans inderside-afslutning gik lige forbi Wilands ene stolpe. I den modsatte ende fik N’Doye headet på et godt set Claudemir-indlæg, men også han sendte bolden lige forbi.
Da de 45 minutter var gået havde man indstillet sig på 1-0, men Vollquartz ville have mest mulig ud af sin afskedskamp og lagde fire minutter til, og her fik mestrene sit første hjørnespark i halvlegen. TK trillede den til Grønkjær i venstre side, og han tog lige et tryk, inden han fra hjørnet af feltet trykkede af, og bolden susede over i det fjerneste målhjørne uden for Zazas rækkevidde.
Så gjaldede jublen og ”Fore more years”-sangen ned over Grønkjær, der fuldt fortjent modtog folkets hyldest og umuligt kan have været uberørt af dette helt særlige følelsesmæssige øjeblik. Hvordan skal vi dog undvære ham!
Kort efter pausen var Santin lige ved at prikke en tværbold fra Claudemir ind tæt under mål, og Pospech havde også et udmærket skud lige forbi den fjerneste stolpe, mens AaB så mere og mere opgivende ud. Humøret blev ikke bedre, da det forlød, at både Randers og Lyngby var foran, men nordjyderne skal roses for, at de blev ved at kæmpe for deres spinkle chance.
Kent Nielsen satte tre friske folk ind i det første kvarters tid og fik flyttet spillet lidt op, så de begyndte at udfordre FCK-forsvaret. Duncan brændte en pænt stor chance inden han blev taget ud, og Würtz havde også en listig afslutning efter et hjørnespark, hvor bolden sneg sig lige over den fjerneste trekant.
Men det var en kortvarig opblomstring, for nordjyderne havde ikke meget at komme med i dag, og det så ud som om de havde indstillet sig på, at andre måtte klare ærterne for dem idag. Så mens hjemmeholdet satte kursen på cruise control, løb nordjyderne rundt og ventede på meldinger fra især Randers.
Tyve minutter før tid blev Mikael Antonsson taget ud til fordel for Sölvi Ottesen, og den sympatiske svensker fik stående ovationer fra fansene. Fire minutter før tid brud jubelen pludselig løs i AaB-lejren, da det forlød, at Esbjerg havde udlignet i Randers, alt imens Ståle Solbakken forberedte et par hyldest-udskiftninger til først Jesper Grønkjær og Zdenek Pospech, der begge fik øredøvende ovationer fra de taknemmelige fans. Kampen endte i den rene parodi, da der samtidig blev fløjtet af i Randers, og aalborgenserne faldt hinanden om halsen - og Ståle tillod sig en fjerde "udskiftning", så også Oscar Wendt kunne få sin personlige hyldest.
Sådan sluttede det hele i fest, forløsning og forbrødning, og så kunne guldfesten ellers gå i gang for alvor!
