Kampreferat: FCA vs. FCK
Efter en regnfuld dag i det sydspanske kom solen frem 30 minutter før startfløjtet til en spændende tempofyldt kamp i træningsturneringen Copa del Sol. Modstanderne var FC Anzhi – et stærkt russisk mandskab med økonomien i orden og af den grund et par verdensstjerner som Samuel Eto’o og Yuri Zhirkov i startopstillingen, samt Roberto Carlos på bænken.
F.C. København startede i den sædvanlige 4-4-2 opstilling med Johan Wiland i mål, Lars Jacobsen, Sölvi Ottesen, Ragnar Sigurdsson og Bryan Oviedo i forsvaret. Martin Vingaard, Claudemir, Christian Grindheim og Pape Paté Diouf på midtbanen. Og i angrebet Morten Nordstrand og César Santin.
FC Anzhi havde en kraftig vind i ryggen i første halvleg, som blev spillet i et højt tempo med gode aktioner fra begge hold. Det var Claudemir, som havde det første farlige skud på mål efter et godt indlæg fra Martin Vingaard. F.C. København kom dog under pres i store dele af første halvleg, og Johan Wiland havde et par vigtige redninger, som holdt F.C. København inde i kampen.
Heldet var med københavnerne, da Aleksander Prudnikov kom fri med Wiland efter en fejl i midterforsvaret. Hans lob gik i en høj bue over Wiland, men bolden ramte overliggeren.
Kort efter havde FC Anzhi mere held i sprøjten, da dommerne fløjtede for straffespark, fordi Claudemir angiveligt fældede den fremadstormende Shamil Lahiyalov i feltet. Samuel Eto’o sendte Wiland til den forkerte side og satte selv bolden modsat fra 11-meter-pletten. FC Anzhi kunne dermed gå til pause med en 1-0-føring.
Pausen benyttede sportsdirektør Carsten V. Jensen til at foretage tre udskiftninger. Ragnar Sigurdsson blev erstattet med Kris Stadsgaard, mens Mustafa Abdellaoue og unge Andreas Cornelius kom på banen i stedet for César Santin og Morten Nordstrand.
Straks fra begyndelsen af 2. halvleg var det F.C. København, som så farligst ud. ”Mos” var arbejdsom og aggressiv i front og sendte et flot hovedstød lige forbi Anzhis mål efter 50 minutter, og på midtbanen igangsatte Christian Grindheim angreb med sine intelligente, præcise pasninger.
Trods F.C. Københavns overvejende boldbesiddelse var det FC Anzhi, som havde den største chance i midten af anden halvleg, efter Bryan Oviedo mistede bolden på kanten af feltet. Men heldigvis for ham misbrugte russernes Lahiyalo muligheden for at fordoble russernes føring.
CV lavede tre udskiftninger i 2. halvleg. Martin Vingaard blev erstattet af Christian Bolaños efter 61 minutter, og med 15 minutter tilbage i kampen kom TK ind for Claudemir og Pierre Bengtsson i stedet for Bryan Oviedo. Det var netop Pierre Bengtsson, som bidrog med aftenens bedste FCK- detalje.
I det 79. minut modtog han en aflevering højt i venstre side og sendte den med sin førsteberøring millimeterpræcist ind foran mål, hvor Mustafa Abdellaoue stod på det rigtige sted. F.C. Københavns nye angriber kom højt op og pandede bolden i nettet til stillingen 1-1 med en hårdt hovedstød. En rigtigt flot mål.
I de sidste 10 minutter var det FCK, som havde de største muligheder og til trods for en del hård træning i dagene op til kampen, var det københavnerne, som sluttede stærkest af. Kampen endte 1-1 i ordinær, og efter Copa del Sols turneringsregler skulle kampen derfor afsluttes med en straffesparkskonkurrence.
Det gik mildt sagt ikke særligt godt med straffesparkene for F.C. Københavns vedkommende. FC Anzhi scorede på alle deres fire straffespark, men FCK scorede kun på TK og Pierre Bengtssons forsøg, mens Kris Stadgaard og Christian Grindheim brændte deres.
Resultat blev derfor 5-3.
Et point til F.C. København og to points til FC Anzhi.