Lars Møller
Først til 150
06/11 2014 11:09
Efter at F.C. København kom til verden den 1. juli 1992, skulle der ikke gå mange måneder, før københavnerne spillede den første europæiske kamp. 16. september 1992 optrådte F.C. København for første gang i Europa, modstanderen var finske MP Mikkeli – og de kunne se Løverne komme på banen i denne startopstilling:
Palle Petersen - Ivan Nielsen, Kenneth Wegner, Brian Kaus - Lars Højer, Pierre Larsen, Michael Giolbas, Michael Johansen, Iørn Uldbjerg - Jørgen Juul Jensen, Martin Johansen. Christian Lønstrup og Morten Falch afløste undervejs Jørgen Juul Jensen og Lars Højer.
Kampen mod MP Mikkeli var blot 11 minutter gammel, da Michael Johansen blev den første europæiske målscorer for F.C. København. Han fik nettet yderligere en gang, mens de øvrige tre FCK-mål i 5-0 sejren blev scoret af Iørn Uldbjerg, Lars Højer og Pierre Larsen.
Siden det opgør har F.C. København spillet yderligere 148 europæiske kampe og scoret 205 mål, så F.C. Københavns europæiske bedrifter nu lyder på 149 kampe med 210 scorede mål mod modstandere fra 37 forskellige lande.
I den forbindelse – og for overblikkets skyld – har vi opdelt de 37 lande i fire regioner og viser nedenfor, hvordan F.C. København har klaret sig mod de fire regioner:
Vesteuropa 7V-8U-17T målscore 25-49
Østeuropa 19V-10U-8T målscore 59-35
Nordeuropa 21V-9U-11T målscore 74-42
Sydeuropa 13V-8U-18T målscore 52-59
Som det fremgår af opgørelsen, klarer F.C. København sig bedst mod klubber fra Øst- og Nordeuropa, hvorimod pointgennemsnittet bliver noget lavere, når modstanderne er fra Syd- og Vesteuropa, hvilket måske ikke er så overraskende ud fra placeringen af de store fodboldnationer. Kigges der på de enkelte lande, har F.C. København opnået fuld gevinst mod klubberne fra Østrig (1), Island (1), Armenien (2), Aserbajdsjan (2), Bulgarien (2), Malta (2), Wales (2), Montenegro (2) og Irland (2), idet samtlige kampe mod klubber fra disse nationer er endt med dansk sejr.
Omvendt har F.C. København aldrig besejret hold fra Slovakiet (2), Sverige (3), Spanien (10), Polen (2), Tyskland (10) og Portugal (4), men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at F.C. København har fået point mod samtlige 37 nationer og dermed ikke har tabt samtlige kampe mod klubber fra en bestemt nation.
F.C. Københavns europæiske topscorere
Dame N’Doye 16 (9 UCL, 7 UEL/UC)
Cesar Santin 12 (5 UCL, 7 UEL/UC)
Todi Jónsson 9 (4 UCL, 4 UEL/UC, 1 CWC)
Jesper Grønkjær 8 (4 UCL, 4 UEL/UC)
Marcus Allbäck 7 (5 UCL, 2 UEL/UC)
Morten Nordstand 7 (2 UCL, 5 UEL/UC)
Ingen spillere fra F.C. København har endnu formået at score hattrick i en europæisk kamp, men Dame N’Doye er den, der har været tættest på, idet han i tre kampe – som den eneste – har været dobbelt målscorer for F.C. København.
Spillere for F.C. København med flest europæiske kampe
Hjalte Bo Nørregaard 56 (27 UCL, 29 UEL/UC)
William Kvist 56 (30 UCL, 26 UEL/UC)
Cesar Santin 47 (20 UCL, 27 UEL/UC)
Atiba Hutchinson 44 (18 UCL, 26 UEL/UC)
Oscar Wendt 44 (21 UCL, 23 UEL/UC)
William Kvist spillede samtlige 56 kampe i træk for F.C. København i perioden august 2006-marts 2011, men det var Hjalte Bo Nørregaard, der først nåede op på 56 europæiske kampe for F.C. København (september 2010).
TOP-5, danske klubber med flest europæiske kampe
F.C. København 149
Brøndby IF 142
OB 99
AaB 73
AGF 60
AGF spillede den første danske Europa Cup kamp i 1955. Inden torsdagens kampe har 32 forskellige danske klubber deltaget i UEFA’s turneringer og er noteret for i alt 920 europæiske kampe.
Da F.C. København mod Juventus FC spillede sin 141. europæiske kamp i november 2013, blev F.C. København den danske klub, der har spillet flest kampe i turneringer arrangeret af UEFA. En rekord der sidenhen blot er blevet udvidet og i aften kulminerer med den europæiske kamp nr. 150.
DE 4 REGIONER
Nordeuropa: Finland, Nordirland, Sverige, Island, England, Skotland, Wales, Norge og Irland.
Sydeuropa: Italien, Slovenien, Spanien, Jugoslavien, Malta, Portugal, Israel, Grækenland, Montenegro, Cypern og Tyrkiet.
Vesteuropa: Frankrig, Østrig, Holland, Tyskland og Belgien.
Østeuropa: Slovakiet, Tjekkiet, Armenien, Aserbajdsjan, Bulgarien, Polen, Georgien, Ungarn, Rusland, Rumænien, Hviderusland og Ukraine.