Glæde over Brandurs sejrsmål
25/05 2015 19:39
Bjørn Sigurdarson
- Vi får ikke nogen god start og får ikke rigtig spillet i gang i de første 45 minutter. I 2. halvleg bliver det meget bedre, alle vil have bolden og alle vil være med. Skønt at se Brandur komme ind og score et flot mål. Men alt i alt var det nok ikke vores bedste kamp, men det er nu alligevel tre gode point!
Per ’Pelle’ Nilsson
- Det var ikke en topkamp af os, og OB kunne sagtens have scoret – men heldigvis havde vi Stephan i målet og Brandur til at komme ind og score kampens sejrsmål. Selve kampen var lidt ”Hawaii-bold” med spil frem og tilbage og chancer i begge ender. Men vi kæmpede os til sejren, det var vigtigt og vigtigt med endnu et clean sheet – om end det måske ikke var helt fortjent…
Mikkel Wohlgemuth
- Dejligt at være tilbage, det er hvad jeg har arbejdet hårdt frem imod i min genoptræning. Jeg kan ikke være mere glad, og selvfølgelig ekstra fedt at jeg kom tilbage her i Parken.
Stephan Andersen
- At jeg får blokeret Emil Larsens store chance, er jo nok en kombination af held og dygtighed. Men blokeringen var vigtig for holdet og for kampens resultat. Når man redder sådan et forsøg ved stillingen 0-0, så kan man godt sige, at man redningen finder sted på et meget vigtigt tidspunkt.
Brandur Olsen
- Nu hvor vi ikke kunne vinde guldet, er det da dejligt at score et mål som sikrer os sølvet. Derudover er det selvfølgelig dejligt at score, specielt når det sker her i Parken!