Facts før kampen mod Randers FC

Facts før kampen mod Randers FC

OM DOMMERNE 
Kampen mod Randers FC skal dømmes af den 40-årige Peter Rasmussen. Peter Rasmussen er pt. Alka Superligaens mest rutinerede dommer med 157 kampe. Af de 157 kampe har 35 af dem været med deltagelse af F.C. København, og ud af de 35 kampe er 23 endt med FCK-sejr, fem er sluttet uafgjort og syv kampe er tabt. 

To af de 35 Alka Superligakampe med Peter Rasmussen har været mod Randers FC. Tilbage i 2005 vandt F.C. København 4-0 og i 2013 endte opgøret 1-1. Gennem årene har Peter Rasmussen i Alka Superligaen dømt fire straffespark til F.C. København (der er scoret på tre af dem), han har ikke dømt nogle straffespark mod F.C. København og har heller ikke udvist nogle FCK-spillere. 

Liniedommerne er Niels Høg og Amir Sabic. 4. dommer er Peter Kjærsgaard, mens det er Jesper Jensen der er dommerudvikler. 

KARANTÆNE-INFORMATION 
Da F.C. København i søndags slog SønderjyskE med 2-1 blev sønderjydernes mål scoret på omspark på et straffespark. Et situation der blev diskuteret kraftigt både på banen og efterfølgende, men situationen kostede også Stephan Andersen og Mathias ’Zanka’ Jørgensen et par gule kort for ”ved ord eller handling at vise, at vedkommende anser en af dommerens kendelser for urigtig”, til daglig nok mest kendt som brok. 

F.C. Københavns strafpoint i denne Superligasæson er fordelt på: Daniel Amartey (30), Thomas Delaney (16), William Kvist (16), Kasper Kusk (6), Mathias ’Zanka’ Jørgensen (7), Stephan Andersen (4) og Andreas Cornelius (3). Ovenstående betyder, at F.C. København ikke har nogen spillere i karantæne, og heller ikke har nogen spillere i karantænefare. 

Randers FC har heller ikke nogen spillere siddende uden for med karantæne. 

F.C. KØBENHAVN VS RANDERS FC 
F.C. København har mødt Randers FC 28 gange i Alka Superligaen. 16 af disse kampe er vundet af F.C. København, mens de resterende 12 kampe er fordelt ligeligt mellem uafgjorte og tabte kampe. Målscoren i de 28 kampe er klart i F.C. Københavns favør, faktisk er målscoren i skrivende stund præcis en faktor 2-til-1, forstået på den måde at F.C. København har scoret dobbelt så mange mål som Randers FC. Helt præcist lyder målscoren på 44-22. 

Sæsonens første Alka Superligakamp mellem F.C. København og Randers FC var planlagt til 1. spillerunde, men Randers FC’s Europa Cup kamp mod svenske Elfsborg fik kampen rykket til den 16. september. I den udsatte kamp kom F.C. København foran midt i 1. halvleg, da Benjamin Verbi? sparkede bolden i mål. Midt i 2. halvleg kom så to mål på blot tre minutter. Først prikkede Youssef Toutouh bolden i mål på en hovedstødsaflevering fra Nikolai Jørgensen og et par minutter senere slog Andreas Cornelius til og sikrede Byens Hold en 3-0 sejr. 

Statistiske facts i samarbejde med danskfodbold.com