Ny Alka Superliga-struktur

Hørsholt: Vi har forberedt os grundigt

Fem dage tilbage. Fire dage tilbage. Tre dage tilbage. To dage. En dag. Nedtællingen til forårspremieren mod Esbjerg i Telia Parken har kørt på FCK.DK i en del dage efterhånden, men for de fleste af os begyndte den allerede, da efterårets sidste kamp mod OB blev fløjtet af. For vi har nærmest ikke kunne vente med at komme i gang med det spændende forår, der nu endelig står foran os.

Et forår, hvor der venter masser af spænding, intensitet, underholdning og drama på banen. Alt det, vi har savnet så meget siden december. Målsætningen for foråret behøver jeg ikke bruge så mange linjer på. Den kender vi alle i og omkring klubben, og der bliver arbejdet intenst i alle kroge for at nå den hver eneste dag.

Grundig forberedelse i vinterpausen
For det er langt fra sådan, at vi bare har gået og kigget på uret og talt ned i F.C. København hen over vinteren. Vi har arbejdet og forberedt os. Det har spillerne og staben gjort i deres ferie, på træningsbanen, i styrkerummet og på træningslejren. Det har alle vi andre gjort i klubben, fordi vi alle vil være sikre på, at vi altid er klar til at møde de udfordringer, der er foran os. Både i dag mod Esbjerg og i fremtiden. Lad mig komme med nogle eksempler:

På den sportslige side har den mest markante begivenhed været, at vi har lavet en af de allerstørste transfers nogensinde for en dansk klub, da vi solgte Daniel Amartey til Leicester City. Der er ingen tvivl for nogen, der har set vores kampe, om at Daniel er et særligt talent. Derfor har vi har god grund til at være stolte over, at vi først kunne tiltrække en spiller som ham til København, udvikle ham og til sidst sende ham videre til et tophold i en af verdens største ligaer for et meget stort beløb.

Vi agerer hurtigt
Den handel er samtidig et skoleeksempel på, hvordan vi gerne vil gøre tingene i FCK. Ikke mindst fordi vi var godt forberedte og havde en plan klar i den sportslige ledelse for, hvad der skulle ske, så vi hurtigt kunne hente den svenske landsholdsspiller Erik Johansson til klubben. Ikke som en tilfældig afløser, men som et grundigt planlagt og gennemarbejdet indkøb.

For i F.C. København vil vi ikke reagere, vi vil agere. Derfor forsøger vi også at forberede os på det mere uforudsigelige. Det gjorde os i stand til at have en plan B klar med det samme, da Stephan Andersen var så uheldig at brække anklen, og vi kunne hurtigt hente Robin Olsen ind til målmandsteamet. Fordi vi forbereder os og agerer.

Langsigtede aftaler med adidas og Carlsberg
Uden for fodbolden har vi heller ikke været i hi hen over vinteren. Her har vi også forberedt os. Til foråret – og til fremtiden. Vi har lavet en stor ny aftale med adidas, som løber frem til sommeren 2020. En aftale, vi har haft undervejs i mere end et år, og via grundigt arbejde er den største af sin art i klubbens historie.

Det samme gjorde sig gældende, da vi tidligere forlængede vores aftale med Carlsberg, som havde udløb til sommer frem til 2021. Det er aftaler som dem, der gør os i stand til at have de høje ambitioner, vi har i FCK. Vi er meget tilfredse med og stolte af, at så store brands ser os som den rigtige klub at engagere sig i.

Stort tillykke til Geranium
Stolte blev vi også i onsdags, da vi kunne glæde os over, at vi nu har det eneste stadion i verden med en trestjernet Michelin restaurant. Et stort tillykke til Geranium med den flotte præstation. Det er en inspiration at opleve den dedikation, der ligger bag, og vi kan glæde os over vores lille aktie i det, da ideen med at skabe en trestjernet restaurant i Telia Parken startede her og nu blev fuldført. Folkene bag hylder vi omkring kampen mod Esbjerg sammen med jer.

Vi udvider Familietribunen
Vi har også valgt at udvide vores Familietribune, der efter lang tids solidt og grundigt arbejde var kommet i bekneb for plads til de mange københavnske børn og familier, der gerne vil ind og se fodbold hos os. Det har betydet, at vi har rykket udeholdets pladser til A-tribunen, hvor de vil få et godt og sikkert afsnit, mens vi får mulighed for at udvikle oplevelsen for unge FCK-fans endnu mere.

Mange koncerter i år
Vinteren er også blevet brugt til at tiltrække og lave aftaler med nogle af de helt store koncertnavne i verden til Telia Parken. Det betyder, at vores stadion hen over sommeren kommer til at huse store oplevelser for vores gæster med internationale superstjerner som Coldplay, Beyonce, Bruce Springsteen og Justin Bieber. Det glæder vi os rigtigt meget til.

Ege billetsystem og VoresKBH
På kontorgangene har vi desuden brugt vinteren på at overtage salget af billetter til vores kampe. Igen efter et forløb, vi har planlagt og gennemført over godt et år. Ideen bag det er, at vi ønsker at gøre det endnu lettere, mere fleksibelt og enkelt at følge holdet.

Sideløbende har vi udviklet vores loyalitetsprogram, VoresKBH, markant for at belønne vores loyale fans bedst muligt med oplevelser, fordele og unikke tilbud.

Senest havde vi fredag aften vinterens FCK INSIDE arrangement, hvor VoresKBH-medlemmerne var med til at give en fantastisk aften med trøjepræsentation og masser af debat mellem dem, Ståle Solbakken, Johan Lange, Sune Smith Nielsen fra School of Excellence og undertegnede. Det er altid givende for os at møde vores fans og besvare de spørgsmål, de går rundt med.

Vi kan stadig blive endnu bedre og vi sætter stor pris på de mange input, vi får fra jer. Også selvom vi ikke altid er enige, for uenigheden udspringer altid af vores fælles ambition om, at F.C. København skal være de bedste på alle områder.
 
Nedtællingen er forbi
Nu er vi så klar til forårets første store prøve: Kampen mod Esbjerg, som vi ved vil gøre deres yderste for at give os en hård start. Men det er det, vi har ventet på. Det er det, vi har talt ned til. Det er det, vi har forberedt os på. Det er det, vi endelig kan komme i gang med nu

Nedtællingen er forbi. God kamp til jer alle.

Anders Hørsholt