Tykgaard fløjter i Herning

Tykgaard fløjter i Herning

VIDSTE DU AT
... Det hurtigste mål i en Alka Superligakamp mellem F.C. København og FC Midtjylland er scoret af William Kvist? Han scorede i det 2. minut i en 3-0 sejr tilbage i november 2008.  

... Der er lavet fire selvmål i Superligakampene mellem F.C. København og FC Midtjylland? Magnus Kihlstedt og Olof Mellberg har lavet selvmål for F.C. København, mens det er Magnus Troest og Jim Larsen, der har lavet de to midtjyske selvmål. 

... Thomas Delaney og Mathias ’Zanka’ Jørgensen begge kan spille deres Superligakamp nummer 140? Zanka har dog fået 1.742 minutter mere end Delaney i Superligaen i løbet af de første 139 kampe. 

... De otte røde kort der er faldet i Superligakampene mellem F.C. København og FC Midtjylland er fordelt på blot 5 dommere, da Henrik Nystrup Kragh, Jakob Kehlet og Kenn Hansen alle har udvist to spillere?  

OM DATOEN 3. MARTS 
F.C. København har to gange tidligere spillet Superliga på datoen 3. marts Første gang var i 2002, hvor det på hjemmebane mod AGF endte helt og aldeles målløst. 

Anden gang var i 2013, denne gang på udebane mod OB, og denne gang endte det alt andet end målløst. Daniel Høegh bragte F.C. København foran 1-0 på et selvmål, scoringer af Emil Larsen og Darko Bodul sikrede OB en 2-1 føring ved pausen, men i 2. halvleg sørgede Nicolai Jørgensen og Claudemir for en københavnsk 3-2 sejr. 

OM DOMMERNE 
Torsdagens kamp er en af de cirka 25 Superligakampe i denne sæson, hvor DBU har valgt at påsætte to ekstra dommere i form af to mållinjedommere. 

Kampens dommer er Michael Tykgaard, og han får hjælp på linjerne af Dennis Wollenberg Rasmussen og Henrik Larsen. Kampens 4. dommer er Heine Sørensen, de to mållinjedommere er Jakob Kehlet og Mads-Kristoffer Kristoffersen.  Kampens dommerudvikler er Claus Bo Larsen. 

Michael Tykgaard har dømt F.C. København 16 gange, det er endt med syv sejre, seks uafgjorte og tre nederlag. Målscoren i de 16 kampe er 22-13. 

Fire gange har en Alka Superligakamp mellem F.C. København og FC Midtjylland været ledet af Michael Tykgaard. De fire opgør er endt med en sejr til hver klub samt to gange 0-0. 

KARANTÆNE-SITUATIONEN
Hverken F.C. København eller FC Midtjylland har nogle spillere i karantæne på torsdag. 

I søndags fik William Kvist og Benjamin Verbic henholdsvis seks og tre strafpoint. Det betyder, at William Kvist nu er i karantænefare sammen med Mathias 'Zanka' Jørgensen. Kvist rammer karantænen ved et gult kort til fire strafpoint, mens Zanka kommer i karantæne hvis han blot får tre strafpoint.