Hørsholt: Tak for et flot Derby

Hørsholt: Tak for et flot Derby

Søndag aften var vi små 30.000 FCK-fans på plads til Derby i Telia Parken. Her kunne vi sammen nyde en af sæsonens hidtil flotteste kampe og en stærk 2-0 sejr til F.C. København på to mål af Nicolai Jørgensen. En sejr, der også sagtens kunne have været større med de mange muligheder holdet skabte. Det var en fornøjelse at være vidne til.

Vi kunne, udover et veloplagt FCK-hold, også glæde os over den fantastiske velkomst spillerne fik med en af de største tifoer nogensinde i Danmark. Vi ved, at der lå et gigantisk stykke arbejde bag, og vi er stolte over, at vi har fans, der er klar til at give så meget energi til klubben. Vi skal alle huske ikke at tage den slags for givet, for det er på højeste internationale niveau, det tifo-udvalget får ideer til og får ført ud i livet. Tak for det, vi sætter stor pris på det!

I pausen fejrede vi også Sektion 12's 10 års fødselsdag med besøg af vores gode ven, Marcus Allbäck, fra Legends Club og en imponerende kage. Jeg, og vi, vil gerne takke for den store opbakning gennem de første 10 år fra alle jer på Sektion 12. Vi glæder os til mange flere store oplevelser sammen.








Vi havde til kampen inviteret en masse børn og familier fra vores samarbejdsklubber. Det havde krævet en stor indsats af alle i klubben at stable på benene med kort varsel, men opgaven blev imponerende og utrætteligt løst. Det gav en flot Familietribune for første gang til et Derby og en stor oplevelse for tusindvis af børn, som var med til at skabe en flot ramme for kampen.

Sikkerhedsmæssigt forløb kampen problemfrit og vores sikkerhedsfolk og Politiet melder om en meget rolig aften i Telia Parken uden væsentlige problemer eller episoder. Det er vi naturligvis også rigtigt glade for.

Vi vil meget gerne igen takke for den flotte støtte og aften i København.

Anders Hørsholt
Adm. direktør