Ståle scorede altid mod Midtjylland

Ståle scorede altid mod Midtjylland

Historietimen på FCK.DK kaster sig denne gang over vores første kampe mod FC Midtjylland. Vi skal tilbage til sæsonen 2000-01, som var midtjydernes første sæson i Superligaen efter at ulvedragten var blevet syet sammen af Herning- og Ikast-trøjer i sommeren 1999.

FCM vandt 1-0 i det første opgør, hvor Pascal Simpson debuterede i FCK-trøjen og bl.a. brændte en friløber efter få minutters spil. Han var dog langt fra den eneste synder, for vi brændte et hav af chancer i kampen, indtil midtjyderne kom foran på en dødbold i 2. halvleg efter en lille times tid.

Kampen blev Piotr Harens sidste Superliga-kamp og Carsten Hemmingsens næstsidste - og ugen efter vendte bøtten, da vi med debutanterne Jacob Laursen og Ståle Solbakken bankede Brøndby og for alvor begyndte at vinde kampe under Roy Hodgson.

Pascal Simpson med et godt øje til bolden
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Dobbelt norsk sikrede 2-2
Netop Ståle kom på tavlen, da vi mødte Midtjylland anden gang i sæsonen, og igen foregik det på Ikast Stadion. Efter vi havde været bagud 0-2, fik vi dog udlignet på et par norske scoringer af Ståle og Harald Brattbakk - selv om Thomas Rytter mellem målene fik direkte rødt kort.

- Målet var direkte på frispark, husker Ståle helt korrekt - se bare her!

Kampen blev desværre både hans første og sidste FCM-kamp som spiller. I marts 2001 faldt han om på træningsanlægget med hjertestop og var i sagens natur ikke med, da vi mødte dem i PARKEN på den norske nationaldag 17. maj. Men til gengæld kan han prale med, at han altid scorede mod FC Midtjylland!

Ståle jubler efter et mål i PARKEN mod OB i september 2000
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Hjemmekampen mod FCM faldt bare fem dage efter det internationale Melodi Grand Prix var blevet afviklet under tag i PARKEN, og forårsregnen der faldt i løbet af kampen gjorde absolut ikke grøntæppet bedre…

FCM blev kørt ud af banen
19.415 tilskuere var dog mødt op for at se løverne tage endnu et skridt mod det eftertragtede mesterskab, som vi ikke havde vundet siden debutsæsonen 1992/93. Men nu skulle det være!

FC Midtjylland havde længe været med helt fremme sammen med os og Brøndby, men de var begyndt at tabe pusten lidt, mens vi endnu ikke havde tabt i foråret. Det gjorde vi heller ikke mod midtjyderne og heller ikke resten af sæsonen. Og FC Midtjylland, som dengang blev trænet af Ove Pedersen, blev regulært kørt ud af banen af et overbevisende FCK-mandskab, der var foran 2-0 allerede efter 14 minutter.

Først scorede Zuma, efter FCM-keeper Peter Skov-Jensen havde halvklaret et skud fra Thomas Thorninger, og lidt efter dømte Kris Stadsgaards far, Knud, straffe, da Carsten Lektonen flåede Todi Jónsson omkuld i feltet. Jacob Laursen eksekverede iskoldt fra 11 meter-pletten. Lektonen blev taget ud 10 minutter før pausen, men nåede inden at danne midterforsvar med den tidligere FCK’er (og AGF’er) Martin Nielsen – og med den senere FCK’er Urmas Rooba ude på venstrebacken. Sejrscifrene blev 3-0 takket være Heine Fernandez kort før tid scorede på hovedstød efter oplæg fra Zuma.

Hodgsons opskrift ifølge Kraul
DR’s nuværende radiokommentator Andreas Kraul skrev dengang for Politiken, og han sammenfattede egentlig sæsonen og kampen ganske godt:

”Med Roy Hodgson i spidsen har holdet fundet ud af, hvornår man skal træde speederen i bund, og hvornår det er klogere at stille sig ned og forsvare, hvad man har. Det fik publikum i Parken et skoleeksempel på en forårsaften, hvor Byens Hold kunne have kværnet de slidte oprykkere fra FC Midtjylland på langs ud af nationalarenaen, men i stedet lod gæsterne ”slippe” med 3-0 i det, som skulle have været en topkamp.”

>> Se billeder fra 3-0-sejren her

Og det hele endte som det skulle...
Efter sejren havde vi seks points forspring til Brøndby og ni til FCM, og det udbyggede vi et par dage senere til ni henholdsvis elleve. Dermed kunne vi definitivt afgøre det hele hjemme mod Brøndby i 30. spillerunde, og det gjorde vi bl.a. med det der saksespark, I ved nok!


De to hold den 17. maj 2001:

F.C. København: 1 Thomas Myhre – 2 Thomas Rytter, 5 Kim Madsen, 16 Jacob Laursen, 7 Niclas Jensen – 22 Christian Lønstrup, 17 Michael Mio Nielsen, 29 Christian Poulsen, 14 Thomas Thorninger – 10 Sibusiso Zuma, 12 Todi Jónsson (77.: 11 Heine Fernandez). (Ikke benyttet: 8 Donatas Vencevicius, 15 Peter Christiansen, 31 Rune Pedersen)??

FC Midtjylland: 1 Peter Skov Jensen – 9 Kenneth From, 2 Martin Nielsen, 4 Carsten Lektonen (36.: 23 Frank Kristensen), 17 Urmas Rooba – 13 Jens Jessen, 8 Thomas Thomasberg, 5 Peter Sand, 7 Kenneth Møller Pedersen – 15 Allan Bak Jensen (71.: 11 Jesper Søgaard), 20 Morten Skoubo (27 Razak Pimpong). (Ikke benyttet: 16 Kaj Stefansen)?