12.09.92 FCK-Lyngby 2-2
I årets julekalender har FCK TV været i arkiverne for at finde gamle, ’glemte’ klip fra hver sæson siden starten i 1992 og frem til i år: Kort sagt de historiske, men knapt så kendte kampe, comebacks og scoringer - samt en stak spøjse situationer… Åbn dagens låge her og få hele historien om den første kamp i PARKEN herunder:
Ombygningen af PARKEN var ikke helt færdig, da F.C. København spillede sin første kampe i efteråret 1992, så de blev afviklet på Østerbro Stadion. Først lørdag den 12. september blev den første FCK-kamp spillet i Nationalarenaen. Ca. 11.000 mødte op til en slags revanche mod Lyngby, der sæsonen inden havde snuppet guldet på allersidste spilledag for næsen af B 1903 - den ene af FCK’s to moderklubber og i praksis de spillere, der fra sommeren 1992 udgjorde FCK’s første trup.
Der var gjort meget for at reklamere for kampen, og på selve dagen havde man hyret et sambaorkester i et velment forsøg på at bidrage til stemningen på tribunen. Mange der var til stede den eftermiddag kan dog huske, at det var ”lige lovlig højt”, for nu at sige det pænt… Den første FCK TV-video så også dagens lys i form af en musikvideo på PARKEN’s storskærm med den fynske sanger Pia Trøjgård, der bl.a. viste klip fra de første FCK-kampe, billeder af fans samt af spillere, der bl.a. var en tur i Tivolis karusseller…
Selve kampen huskes bl.a. for, at vi tidligt kom bagud 0-2, og at en ung Morten Falch (som dengang stadig hed Morten Petersen) blev skiftet ind kort før tid til sin første Superliga-kamp og udlignede i slutminutterne til 2-2. Og få dage efter viste det sig, at det var den nybagte Europamester Torben Piechniks sidste kamp, inden han blev solgt til Liverpool.
Siden har vi kun fire gange indhentet 0-2 på hjemmebane ud af de 32 mulige. Tre gange gav det, som i 1992, uafgjort 2-2 - og blot én gang har vi vundet: 4-2-sejren over FC Midtjylland i sæsonpremieren 2012.
Musik: Upright Music ©