To dominerende mandskaber
Tirsdag aften klokken 20.00 skal F.C. København møde de makedonske mestre FK Vardar – et opgør der samtidig er et møde mellem de to af de mest dominerende klubber i henholdsvis Danmark og Makedonien i nyere national fodboldhistorie.
22 mesterskaber
FC Vardar har vundet det makedonske mesterskab de seneste tre sæsoner, og har vundet mesterskabet fem gange i løbet af de seneste seks sæsoner. Der er afviklet 25 mesterskaber siden Makedonien blev selvstændigt i 1992, og i løbet af denne periode, som jo er sammenfaldende med F.C. Københavns levetid, har FK Vardar vundet den nationale titel 10 gange.
Til sammenligning kan nævnes, at F.C. København har vundet mesterskabet de seneste to sæsoner – og alt i alt 12 gange siden ”fødslen” i 1992.
FK Vardars seneste mesterskab
Ganske som i Danmark har Makedonien kun en deltager i UEFA Champions League. Dermed kræves altså en national titel for at deltage – og den titel vandt FK Vardar forholdsvist sikkert i sidste sæson.
Den makedonske liga består af 10 hold. Alle hold mødes fire gange i løbet af sæsonen, hvilket betyder, at sæsonen består af 36 spillerunder. FK Vardar sikrede sig mesterskabet med et stort hul ned til nummer to og et kæmpe hul ned til nummer tre. Helt præcist havde FK Vardar 83 point efter de 36 spillerunder, hvilket var 13 point mere end KF Shkendija på 2. pladsen, og 29 point mere end FK Rabotnicki på 3. pladsen.
FK Vardars 83 point blev hevet i land via 25 sejre, 8 uafgjorte og 3 nederlag, og de endte sæsonen med en imponerende flot målscore på 75-24.
Makedonsk sejr over Malmö FF
Mesterskabet betød indtræden i 2. kvalifikationsrunde, og som de fleste nok ved, var FK Vardars modstander svenske Malmö FF. Den første kamp blev spillet i Malmö og bød på en del svenske chancer, men det var nu alligevel FK Vardar der kom foran 1-0 midt i 2. halvleg, da Boban Nikolov tørt huggede makedonerne foran med et skud helt ude ved venstre stolpe – helt uden chance for Johan Wiland. Malmö FF fik udlignet på et hovedstød af Frans Brorsson med et kvarter igen, men opgøret sluttede 1-1 og gav dermed FK Vardar en lille fordel inden returkampen.
Den makedonske fordel forsvandt dog forholdsvis hurtigt i returkampen i Skopje, for efter blot 16 minutter fik svenskerne straffe, da Jo Inge Berget blev fældet. Markus Rosenberg udnyttede stensikkert forsøget fra 11-meters pletten.
Malmö FF’s føring holdt indtil det 55. minut, hvor makedonernes anfører Boban Grncarov pandede udligningen i kassen efter et hjørnespark. Blot seks minutter senere kom FK Vardar så foran, da det var deres tur til at få tilkendt et straffespark. Juan Felipe misbrugte godt nok straffesparket, men Tigran Barseghyan scorede på riposten fra Johan Wiland.
Malmö FF pressede på i de døende minutter, men netop som uret rundede de 90 minutter lukkede Boban Nikolov kampen, da han trak ind i feltet, og med et ikke specielt hårdt, men velplaceret skud sikrede det makedonske avancement til 3. kvalifikationsrunde.
Den videre færd
Vinderen af 3. kvalifikationsrunde er kvalificeret til playoff-runden til Champions League og er dermed sikker på et europæisk gruppespil. Taberen af playoff-runden kommer nemlig i gruppespillet i UEFA Europa League.
Taberen af 3. kvalifikationsrunde skal spille playoff om at komme med i gruppespillet til UEFA Europa League.