Nicolaj Thomsen glæder sig til sit første derby
Det var en træt, men glad Nicolaj Thomsen, der torsdag formiddag kom ind fra en regnvåd restitutionstræning på Nummer 10 - godt et halvt døgn efter at han og holdkammeraterne havde sikret endnu et europæisk gruppespil.
"Jeg vil da godt indrømme, at jeg føler mig lidt brugt efter i går aftes," lød det fra nordjyden, der fik sin første plads i løvernes startopstilling på en noget uvant højre back-position.
"Jeg fik lige den halvleg mod Hobro i lørdags, ellers har jeg vist aldrig rigtig spillet der før. Måske i en træningskamp engang eller et indhop i AaB-tiden, det kan jeg faktisk ikke huske. Men det gik da ganske udmærket, synes jeg, selv om der selvfølgelig er nogen situationer, hvor jeg måske var lidt uvant og lavede nogle lidt forkerte beslutninger. Det hjælper selvfølgelig også, når holdet spiller godt, og især i 1. halvleg spiller vi god fodbold. Det bliver nok også lidt nemmere for mig, når vi har bolden meget, især som højre back," lød Nicolajs evaluering af gårsdagens indsats, der også var hans første hele kamp for de danske mestre.
På søndag venter en anden "førstegangs-oplevelse", når vi skal til Derby i Brøndby:
"Ja, lad os nu se om jeg spiller pladsen igen, men det bliver under alle omstændigheder en fed kamp, som jeg glæder mig rigtig meget til. Og med det her resultat i bagagen, kommer der ekstra god stemning på lægterne. Vi skal i hvert fald nok være 100 % klar. Jeg har spillet der mange gange med AaB, men jeg er sikker på, at det aldrig har været med den samme stemning, som der er i et derby. Det er altid noget helt specielt, og det er selvfølgelig også derfor jeg kom til FCK, det er for at opleve de her fede kampe. Og det her er bestemt en af dem!" lyder det forventningsfuldt fra Nicolaj.
Om han skal spille, må tiden vise, for Peter Ankersen presser sig på og fik sin første kamptræning i tirsdags, hvor han spillede første halvleg af U19-holdets træningskamp i Lyngby. Og det gik fint med foden, sagde Peter efterfølgende.
"Jeg håber selvfølgelig, at Peter snart er klar, men så er der heldigvis andre pladser på holdet at kæmpe om," lød det fra Nicolaj, inden han fortsatte dagens program med først lidt styrketræning og siden yoga.
Derbyet sparkes i gang søndag kl. 18, og der er billetter til salg i Fanshoppen på Øster Alle.