Pavlovic: Vi vil give alt hvad vi har
Andrija Pavlovic ser frem mod sit sjette derby, siden han kom til klubben for lidt over et år siden, og selv om han ikke har prøvet at tabe til de blå-gule rivaler, så forventer han en svær opgave på søndag:
"Det er altid svært derude, men jeg synes vi har meget godt, vi kan tage med fra Vardar-kampen. Vi skal også stadig forbedre vores spil, men det er kampe som disse, vi har brug for med meget power og løb. Og vi kommer selvfølgelig med en rigtig god følelse efter sejren i onsdags. En kamp med rigtig meget passion og styrke og en fantastisk opbakning fra fansene," siger Pavlovic, der ligesom holdkammeraterne er stolte af, at vi nu er klar til endnu et gruppespil. Men...
"Vi må straks fokusere på den næste kamp, sådan har det altid været her i klubben, og derbyet har jo særligt stor betydning for alle. Brøndby havde en hård kamp torsdag aften i Kroatien, så måske har vi fordel af, at vi har en hviledag mere, men som sagt, det skal nok blive en tæt og hård kamp derude," vurderer Pavlovic.
Han har scoret en enkelt gang i sine hidtidige derbyer - det var hans første i august 2016, hvor vi spillede 1-1.
"Selvfølgelig håber jeg at score igen. Vi vil i hvert fald give alt hvad vi har, og jeg tror virkelig på sejr!" lyder det fra den serbiske landsholdsspiller.
Du kan stadig nå at sikre dig en billet til søndagens derby, hvis du skynder dig ned i Fanshoppen på Øster Alle. De koster 160 kr. pr. stk. - og du skal som altid have gyldigt Away-kort for at tage plads på vores fanafsnit på udebane.