Lange: Fint at slutte hjemme
Der var fem hold i hver bowle, da UEFA trak lod til Champions Route i Champions League play-off, og først kom Qarabag FK op, og herefter de danske mestre. Og det er teknisk direktør Johan Lange ikke utilfreds med:
"Af de fem hold var Rijeka nok de stærkeste, mens vi vurderede de andre fire som relativt lige. Men når det er sagt, så er de her kampe altid tætte, og det så vi senest i tredje runde-opgørene i både Champions League og Europa League kvalifikationen," siger Johan Lange.
"Vi ville helst slutte hjemme, og det fik vi opfyldt, men til gengæld betyder lodtrækningen at vi skal ud på en lang rejse derover, hvor der er høje temperaturer og en tidsforskel i forhold til herhjemme, så det er en vanskelig udebane. Men vi foretrækker klart at slutte hjemme," tilføjer Johan, der nu skal i gang med at scoute nærmere på modstanderen.
"Det har vi prøvet mange gange før, men det er altid spændende, når man på kort tid skal sætte sig ind i et andet hold helt ned i alle detaljerne, så vi kan forberede spillerne bedst mulig, når kampene nærmer sig. Jeg ved allerede, at de spiller en kamp, inden vi skal møde dem, så den skal jeg ned og se," lyder det fra Johan Lange, der således kan se frem til et par flyveture på omkring 7 timers varighed mellem København og Baku i Aserbajdsjan.