Genoplev Rosenborg-sejren fra 2010
En af de mest chancerige, afvekslende, dramatiske og nervepirrende kampe i mange år fandt sted for næsten præcis syv år siden, da vi tog imod Rosenborg i den afgørende Champions League Play-Off i København.
Med det nok bedste FCK-hold nogensinde, havde vi med besvær elimineret Bate Borisov i 3. kval.runde (0-0 ude, 3-2 hjemme), men i udekampen i Trondheim var det tæt på at gå helt galt. Rosenborg førte 2-0 og havde kæmpe chancer til 3-0, inden Grønkjær kort før tid snittede et hjørne i mål til slutresultatet 1-2.
At vi "kun" vandt 1-0 i returkampen, står stadig som lidt af en gåde for de fleste! Men det var ikke kun os, der brændte store chancer, så ligesom da vi kvalificerede os til CL-gruppespillet i 2006 og i 2016, var det med de helt små marginaler!
Følg selv med, når vi "delay-tweeter" kampen fra ende til anden på vores Twitter-konto @FCKobenhavnLive med start kl. 19.00. Så er du varmet op til onsdag aften, hvor det sagtens kan blive lige så uudholdeligt spændende lige til sidste fløjt!