Kampreferat: Endnu en solid præstation
Godt vi skulle nordpå!
Det var godt, vi ikke skulle spille hjemme! Ved middagstid eksploderede himlen over Hovedstaden i et gigantisk tordenvejr, der sendte kaskader af regn og hagl ned over området omkring Telia Parken. Her kæmpede tusinder af halvmaraton-løbere for at komme over målstregen, inden arrangørerne af sikkerhedsmæssige årsager aflyste resten af løbet.
Heldigvis drev uvejret ikke nordpå, så opgøret i Helsingør blev afviklet i nydeligt solskin med fyldte tribuner, hvilket vil sige 5.308 tilskuere og stadionrekord. Løverne havde skiftet på fire pladser fra torsdagens 0-0-kamp mod Lokomotiv, men på papiret var der stadig klasseforskel på de to holds startopstillinger. Den kom også hurtigt til udtryk på grønsværen, dels fordi vi var gode, og dels fordi hjemmeholdets forsvar var i noget af et gavehumør…
Pieros tidligt på pletten
Efter syv minutter snød Pieros sin oppasser, da Gregus slog en fornem bold frem i Helsingør-feltet – men cypriotens brysttæmning og kliniske afslutning var også høj klasse.
Pavlovics 2-0-mål kom dog efter en regulær foræring, da Mikkel Basse ikke så sig for, men spillede bolden tilbage i banen til Pavlovic. Men den skal jo stadig sparkes ind, og det gjorde serberen iskoldt efter at have rundet keeperen.
3-0-målet var han også lidt heldig med, da Martin Fisch snittede bolden videre ned mod eget mål, så Pavlo ikke var offside – og igen var han effektiv og bogstaveligt talt målrettet, da han øgede til 3-0.
På det tidspunkt havde Helsingør dårligt haft et gennemspillet angreb, men en enkelt chance var det dog blevet til, da Anders Holst snød Lüftner, men herefter helkiksede sin afslutning i feltet. Nej, det var op ad bakke for oprykkerne, og Lønstrup tog da også konsekvensen ti minutter før pausen og ændrede 4-4-2 til 3-5-2, hvilket sendte eks-FCK’eren Frederik Bay ud på bænken.
Det gav hans mandskab lidt mere spil frem mod pausen, men man fornemmede også, at mestrene gerne ville benytte lejligheden til at for en gangs skyld at kunne køre lidt på cruise control her i det tætte kampprogram, der byder på kamp igen allerede onsdag.
Cruise control-knappen kom i brug
2. halvleg blev i hvert fald ikke nogen stor spillemæssig oplevelse. Helsingør havde bolden det meste af tiden, men formåede aldrig rigtig at spille sig til noget. Ricki Olsen bankede dog et godt hug tæt forbi Robins ene målhjørne efter en times spil, men meget mere blev det heller ikke til.
Hjemmeholdet fik dog vist, at de frem ad banen sagtens kan spille bold, sådan som Lønstrup også ønsker det, men de betalte i dag en høj pris for de mange forsvarsfejl før pausen.
Midt i halvlegen kom Pusic ind for Pavlovic, og allerede i pausen havde Amankwaa erstattet Thomsen på højre-backen, idet han fik noget der lignede en forstrækning i baglåret kort før pausen.
Men tiden gik uden de helt store begivenheder, bortset fra en enkelt situation, hvor hjemmeholdet skreg på straffe til indskiftede Nicolas Mortensen. Det så dog ud som om Vavro bare prikkede bolden til hjørne og ikke fejede benene væk under ham. Godt nået tilbage af slovakken i øvrigt, efter han i første omgang blev ”fanget” af en bold i dybden.
Chancer til mere mod slutningen
I den anden ende var Falk nærgående tyve minutter før tid, da han slap fri i højre side af feltet, men hamrede bolden lige på keeperen. Fem minutter senere blev han byttet ud med Uros Matic, og han fik til gengæld sidste fod på bolden, inden Pieros også blev dobbelt målscorer. Syv minutter før tid fik han tid og plads i feltet til behersket af føle bolden over i det lange hjørne uden for Bruhns rækkevidde.
Det tog den sidste gejst fra hjemmeholdet, og i de sidste små 10 minutter kunne vi faktisk godt have scoret en eller to gange mere på chancer til Pieros og Matic, men det blev ved de 4-0.