Restaurant Mafia i Tiraspol

Ugen der gik (uge 39)

Femte anfører i 20 kampe
Mod Lyngby blev Carlos Zeca den femte, der bærer anførerbindet i denne sæson. William Kvist (16 gange), Nicolai Boilesen (2) og Erik Johansson (1) har tidligere båret det fra kampstart, og hjemme mod Qarabag overtog Peter Ankersen bindet de sidste 10 minutter, da Kvist blev udskiftet.

Carlos Zeca
Kaptajn Zeca

Tribunebrand i Lyngby
Under søndagens kamp udbrød en mindre brand under en af tribunerne, så tilskuerne i hast måtte evakueres. Heldigvis kom ingen til skade, men bl.a. måtte et par af vores vagter for en sikkerheds skyld en tur på skadestuen til observation for røgforgiftning. De havde resolut hjulpet til med få folk væk fra den pågældende tribune. Ifølge politiet skyldes branden, at et henkastet cigaretskod havde antændt noget affald, og som sagt udviklede det sig heldigvis ikke til noget alvorligt.

 

Kenneth Wegner i næste podcast
Sidste uge var Kenneth Wegner en tur forbi Nummer 10 for at være gæst i F.C. Københavns officielle jubilæumspodcast “Historietimen”. Den er på gaden en af de nærmeste dage og bliver præsenteret nærmere på FCK.DK.

Kenneth spillede i FCK fra 1992-94 og skiftede siden til Herfølge, hvor han var direktør, da klubben sensationelt blev mestre i 2000. Så inspireret af hans besøg har vi en “Ugen der gik-quiz”, som måske nok er i den svære ende af skalaen:

Hvilke FCK-spillere (med officielle kampe) har også optrådt for Herfølge Boldklub (inden de i 2009 dannede HB Køge sammen med Køge Boldklub)?

Svaret finder du til sidst i “Ugen der gik”!

 

En dyr tur til Tiraspol...
Torsdag var der først kick-off mod FC Sheriff kl. 22 lokal tid, så mens spillerne hvilede på værelserne på Hotel Russia, var vi et par stykker, der havde tid til at slentre lidt rundt i Tiraspol.

City Hall, Tiraspol
Dom Sovjetov - byens rådhus bag en noget bister Lenin-statue

Efter at have krydset en bred boulevard for at komme over til et krigsmindesmærke, blev vi passet op af en civil betjent, der med venlige tegn og fagter viste, at vi skulle have benyttet fodgængerovergangen længere henne. Vi nikkede forstående og undskyldende og skulle lige til at fortsætte, da hans uniformerede kollega blandede sig.

Kommunikationen foregik nu via Google-translate på betjentens smartphone, og han skrev, at vi skulle betale en bøde på 92 rubler. Vi forklarede, at vi ikke havde kontanter, og så bad han om at se vores pas, men de lå på hotellet. Vi havde kun VISA-kort med, og modstræbende accepterede han, at vi gik hen til en hæveautomat i nærheden, og vi lovede at komme tilbage inden for et kvarters tid.

Problemet var bare, at automaterne ikke virkede. I stedet gik vi ind i to forskellige banker for at hæve rublerne, men så skulle man vise pas.

Det skal lige siges, at 92 rubler svarer til ca. 11 danske kroner! Gennemsnitslønnen i Moldova ligger efter sigende på ca. 200 EUR, og det giver en timeløn på omkring 9 kroner… 

Restaurant Mafia i Tiraspol
Bare rolig, mafiaen har intet med historien at gøre - det er en fin restaurant

Her ville nogen nok bare have droppet at gå tilbage og satset på, at der ikke skete mere. Men når man render rundt i FCK-tøj i en selvudråbt republik, der udstiller gamle tanks og jagerfly i bybilledet (og rask væk sætter folk 14 dage i fængsel, hvis de har romerlys på stadion), så udfordrer man ikke uden videre ordensmagten. Så tilbage til hotellet og hente pas, tilbage til banken og hæve 100 rubler - og tilbage til “gerningsstedet”.

Tank-monument, Tiraspol
Tiraspols tank-monument

Der var nu gået ca. tre kvarter siden forbrydelsen fandt sted, men betjenten stod der stadig og pegede bistert på sit ur. Da vi viftede med en 100 rubel-seddel, tog han os med hen til sit lille vagtskur. Han pegede på vores trøjelogo og spurgte:

“Futboli?”

Vi nikkede og smilede. Så skrev han længe på sin Smartphone, inden han viste displayet frem:

“Sagen er annulleret, da De jo ikke er bekendt med alle vores lands regler.”

Her udbryder man ikke “For helvede, det kunne du sgu da bare have sagt med det samme”, men smiler bare pænt og siger “Spasiba”.

100 rubel-seddel kan man ikke engang kan tage med og bruge i Moskva senere på året, for det er den lokale Transnistrien-rubel, der ikke kan bruges andre steder i verden. Men han protesterede heller ikke, da vi lagde sedlen på bordet i hans lille skur, så vi skiltes med et smil som bedste venner. Og gik 11 kroner fattigere hen til fodgængerovergangen.

 

Eks-FCK’ere
I lørdags spillede Esbjergs U19 og U17 mod vores hold på Nummer 10, og her dukkede en gammel kending op i Esbjergs U19-stab i form af Martin Bergvold.

Han er for nylig begyndt som assistenttræner for Esbjergs U19-hold og har nu stoppet sin aktive karriere, selv om han kun er 33 år.

“Ja, jeg følte, at det var det rigtige for mig nu, hvor jeg fik den her mulighed i Esbjerg, hvor vi er blevet boende, siden jeg spillede her for ca. år siden. Men jeg var da ude og spille min første serie 5-kamp for det lukkede Esbjerg-hold i går, så jeg har ikke helt lagt støvlerne på hylden,” fortæller Martin.

Martin Bergvold
Martin Bergvold i FCK-trøjen anno 2005-06

Han kom som ungdomsspiller til KB fra Avarta i 2001 og fik sit gennembrud i FCK allerede i 2003 som 19-årig. Fra 2007-10 var han i italienske Livorno, men vendte tilbage til Byens Hold i 2010, hvor han dog aldrig fik etableret sig på holdet igen. Efter et lejemål i Lyngby skiftede han til Esbjerg i 2012 og har siden også repræsenteret Vendsyssel FF og senest været en tur på Færøerne og spille i HB Tórshavn.

 

U19 topper tabellen
Tidligt lørdag eftermiddag blev Esbjerg sendt hjem fra KB’s anlæg med et 1-3-nederlag - vores mål blev sat ind af Mathias Høst, Jonas Wind og Nicklas Røjkjær. Jonas’ mål faldt i øvrigt bare 9 sekunder efter bolden var givet op til 2. halvleg - af Esbjerg vel at mærke!

Næste uge er der også “landsholdspause” i U19-ligaen, idet Danmark spiller to venskabskampe mod Rumænien torsdag den 5. oktober på Tingbjerg Ground i Brønshøj, og søndag den 8. oktober kl. 14.30 på Østerbro Stadion.

Seks FCK’ere er udtaget: Mads Roerslev, Luka Racic, Niklas Vesterlund, Jonas Wind, Morten Hjulmand og Carlo Holse.

Det er holdets sidste forberedelser, inden man fra 8.-14. november skal til Kroatien og spille tre EM-kval.kampe mod værtsnationen, Letland og San Marino.

Desuden er U19-holdets Mads Bidstrup udtaget til U17-landsholdets venskabskampe mod Tyskland den 5. og 7. oktober i Haderslev henholdsvis Løgumkloster.

Henrik Bellman skal spille EM-kvalifikation med det svenske U19-landshold, som på hjemmebane (i Jönköping) møder Estland (4.10), Moldova (7.10) og Italien (10.10).

Også keeper Filip Djukic er afsted denne gang med det makedonske U19-landshold, som i deres EM-kval.gruppe møder Norge (4.10), Albanien (7.10) og Ukraine (10.10) - det foregår i den albanske hovedstad Tirana.

U19-holdets næste kamp er lørdag den 14. oktober ude mod Lyngby.
 

U17 i målhumør
U17 bankede Esbjerg hele 9-2 i lørdags. Mohamed Daramy scorede fire, Andreas Kirkeby to, og de sidste blev sat ind af Tobias Pedersen og Lucas Ørneborg samt et selvmål. Tobias’ mål og det ene af Kirkebys blev - ligesom et af Esbjergs - sat ind på straffe.

Ud over Bidstrup fra U19 er Sebastian Fischer og Andreas Kirkeby også udtaget til U17-landsholdet.

De får en travl måned, for U17 skal spille EM-kvalifikation allerede fra den 22.-28. oktober, og det foregår i Tallinn mod Estland, Andorra og Skotland.

U17-holdets næste kamp er, ligesom U19, ude mod Lyngby den 14. oktober.

 

Sagt og skrevet om FCK

Mateo Susic, FC Sheriff-anfører til klubbens hjemmeside:
"Det  var en meget interessant kamp, og vi spillede god fodbold. København er en stærk modstander, som altid er i top tre i den danske Superliga. Hvert år deltager de i europæiske turneringer, men alligevel viste vi, at vi kan konkurrere med dem. Jeg tror, vi har gode chancer for at gå videre fra gruppen, men vi skal kæmpe med Lokomotiv og København om det."

Mathias Hebo, Lyngby-målscorer til 1-0, til klubbens TV:
"Det var en sindssyg god holdindsats hele vejen rundt, vi holdt vores plan, og vi står skidegodt holdmæssigt, og fik løbet mange meter, men sindssyg dejlig følelse at gå på landsholdspause med tre af de lange, og en lille kasse med hovedet også."

 

Svar på Ugen der gik-quizzen

Disse spillere har spillet både for F.C. København og Herfølge - og måske flere, som vi har glemt? Så skriv gerne til os på Twitter eller kundeservice@fck.dk :-)

Carsten V. Jensen
Kim Mikkelsen
Kenneth Birkedal
Kenneth Wegner
Michael Giolbas
Søren Lyng
Morten B. Nielsen
Henrik Lykke
Iørn Uldbjerg
Kenneth Jensen
Kofi Dakinah 
Allan Nielsen
Mads Kjøller Westh
Bora Zivkovic
Mads Laudrup