Ståle: Blev den 1-1?
Ståle fik latteren frem på pressemødet efter kampen, da han blev spurgt om han var tilfreds med resultatet og svarede:
"Hvad blev den? Jeg så ikke så meget af 2. halvleg"?
Herefter uddybede han dog:
"Ja, alt i alt er jeg tilfreds, og de var nok også tættere på at vinde, end vi var. De kommer bedst ud til 1. halvleg, men efter vores lidt dårlige start, kommer vi bedre med og viser dermed også, at vi er stærke mentalt," vurderede Ståle, som dog ikke var tilfreds med den tjekkiske scoring efter bare ni minutter.
Unødvendigt mål
"Det var et unødvendigt mål, hvor bagkæden falder lidt i zigzag, og vi ikke får forhindret indlægget, så det kom de for nemt til. Men alt i alt er jeg tilfreds nok med 1. halvleg. Efter pausen kommer de igen bedst ud, inden vi kommer tilbage i kampen, og så bliver det en lidt rodet affære, efterhånden som tågen begynder at sænke sig."
Den noget usædvanlige situation med en afbrydelse på et kvarters tid på grund af tæt tåge gav Ståle denne vurdering af:
Tågen gjorde det svært
"Det var allerede slemt i de sidste 6-7 minutter før dommeren afbrød kampen, dem så jeg ikke ret meget af, og mod slutningen var det slemt igen. Men her bagefter er det rart nok, at den blev spillet færdig, og vilkårene var jo ens for begge hold. Og det var nok meget godt, der ikke blev scoret til sidst, for så havde der været rigtig meget at tale om," konstaterede Ståle.
Mulighederne i gruppen
Det blev også 1-1 i gruppens anden kamp mellem FC Sheriff og Lokomotiv Moskva, og derfor er vi stadig fint med i kampen om at gå videre fra gruppen:
"Det havde nok været bedst hvis Lokomotiv havde vundet, men vores kalkyle holder med at hente fire point mod Sheriff og Zlin, hvis vi vinder de to hjemmekampe. I dag tager vi lidt en kalkuleret risiko ved at spare nogle profiler, men vi har jo problemer i ligaen og en vigtig kamp på søndag. Men vigtigt at både Uros og Toutouh får en hel kamp, og Pavlovic så før pausen også bedre ud end på det sidste, og så får Carlo en vigtig erfaring med fra en kamp, hvor han lykkedes godt med noget og mindre godt med andet. Men det er heller ikke mange årgang 99'ere, der starter ude i en svær europæisk udekamp," sagde Ståle, der afslutningsvis også havde et par ord om FC Zlin.
En af Zlins bedste kampe
"Det er en af de bedste kampe, jeg har set dem spille. De er godt organiseret og har god energi og intensitet i holdet og publikum bag sig. Og som sagt var de nok tættere på at vinde, end vi var," sluttede Ståle.
Nu gælder det AGF!
Efter en måned uden hjemmekampe kan vi endelig se drengene i Telia Parken igen på søndag, når AGF kommer på besøg kl. 18. Her kan du sikre dig billet til opgøret.