Bård WIggen

Bård Wiggen vender tilbage

Bård Wiggen bliver assistenttræner i F.C. København fra det nye år. Den 55-årige nordmænd afløser Johan Lange, der vender tilbage på fuld tid som Teknisk Direktør, mens Mikael Antonsson fortsætter som 2. assistenttræner.

Dermed vender Wiggen tilbage til København og FCK, hvor han tidligere var assistenttræner fra 2008 til 2011. Han har lavet en aftale, der gælder frem til sommeren 2020.

”Vi har været på udkig efter en ny assistenttræner siden samarbejdet med Brian Priske stoppede, og Bård har været på kandidatlisten hele tiden. Han har netop opsagt sin stilling som sportschef i Viking og har haft et stærkt ønske om at komme tilbage på træningsbanen. Derfor var timingen rigtig nu," siger manager Ståle Solbakken og tilføjer:

"Bård og jeg har kendt hinanden, siden vi tog vores træneruddannelse sammen i Norge for mange år siden, så vi kender hinandens styrker og svagheder indgående. Han er en fagligt stærk træner med en stor viden om måden, vi arbejder på i F.C. København, og den kultur, vi ønsker i klubben. Samtidig har han, siden han var her senest, haft nogle oplevelser i karrieren, der har været meget lærerige på godt og ondt med svære ophold i blandt andet Köln, Rosenborg og Molde. Vi glæder os meget over, at vi er blevet enige om at genoptage samarbejdet, og vi ser frem til at byde ham velkommen tilbage,” siger Ståle.

Bård Wiggen havde en aktiv spillerkarriere i blandt andet Rosenborg og har arbejdet som træner i en række store norske klubber. Han ser frem til udfordringen i København:

”Jeg havde en fantastisk tid, da jeg senest var i København, så jeg ser meget frem til at komme tilbage til både klubben og byen. Jeg kender Ståle og en stor del af staben indgående, og det vil hjælpe mig til at komme hurtigt ind i tingene. Jeg har været væk fra trænergerningen i lidt tid, men er meget motiveret for at vende tilbage til træningsbanen og gøre hvad jeg kan for at hjælpe klubben til at opnå sine mål. FCK er Nordens største klub og har en spændende trup og et stærkt sportsligt setup. Det er jeg meget glad for, at jeg snart kommer til at blive en del af,” siger Bård Wiggen.

Fakta:
Navn: Bård Wiggen
Født: 9. december 1961
Tidligere klubber som træner:  Mjøndalen (cheftræner), Aalesund (cheftræner), Start (cheftræner), F.C. København (assistenttræner), FC Köln (assistenttræner), Lillestrøm (assistenttræner) Rosenborg (assistenttræner), Molde (assistenttræner) og Viking Stavanger (sportschef).