Samarbejdsklub-projektet: De sportslige perspektiver
Et af de centrale elementer i samarbejdsklubprojektet er den sportslige dimension. Således er det træningen, sparringen og erfaringsudvekslingen, som for de fleste klubbers vedkommende er den afgørende faktor for at indgå i et FCK-samarbejde. Dette flugter også med hele fundamentet for samarbejdsklub-projektet, som er at kombinere det kommercielle via arrangementer og events, som vi har fortalt om tidligere på ugen – og det sportslige gennem et omfattende koncept, hvor vi kommer helt tæt på de enkelte klubbers dagligdag.
”Helt konkret bidrager vi med træningsprogrammer til de yngste, der er videooptagede. Der er lavet virtuelle træningsuddannelser, som er afstemt efter klubbernes behov. Vi har også det, som vi kalder skills-træning, hvor vi kommer ud en gang om ugen og træner børnene, så de får en FCK-oplevelse og prøver at træne efter vores udviklingsprincipper. Det gør vi lige nu i 8-10 klubber,” beretter rekrutteringschef i Talentafdelingen, Mikkel Hemmersam, om projektet, som blandt andet Boldklubben Hekla fra Amager har haft stor glæde af.
Kampmæssig udvikling
”Vores engagement med F.C. København har smittet positivt af på hverdagen herude. Det giver børnene en lyst til at give den en ekstra skalle på træningsbanen og blive fastholdt i spillet i længere tid. Det giver klubben et løft til et højere niveau. Der er også kampmæssigt en udvikling hos de hold, som har haft glæde af skills-træningen,” fortæller bestyrelsesmedlem i Hekla Louise Gantzel, hvis søn, Oliver på 10 år er en del af FCK-sessionerne på træningsbanen.
”Jeg lærer virkelig meget. Jeg har fået mere præcise afleveringer og skud, et bedre overblik over spillet, en bedre teknik. Jeg anstrenger mig også mere til træning, og det giver mig en stolthed at være med i den træning med FCK-trænerne,” fortæller Oliver om det at være spiller under samarbejdsklubprojektet, som løbende er under udvikling.
”I den nærmeste fremtid kommer vi også til at lægge et ekstra fokus på U6-U12-segmentet, hvor vi hjælper udvalgte klubber med at lave en analyse af deres miljø. Hvad kan de forbedre? Hvor er deres styrker som klub? Og så kommer vi med konkrete forslag til optimering af klubbens børnemiljø. Vi vil løbende besøge klubben for at følge op på klubanalysen. De deltagende klubber bliver så samtidig en del af en børnemiljø-gruppe, hvor vi mødes jævnligt og udveksler viden og erfaringer,” fortæller Mikkel Hemmersam.
Bedre kendskab til de enkelte spillere
Ud over at bidrage med udviklingen i hverdagen hos de enkelte klubber giver det også et kendskab til de enkelte spillere over en længere periode.
”Vi opnår via vores gode kontakt med klubberne et bedre kendskab til de enkelte spillere. Så når man skal træffe en beslutning, om de skal ind til os i Talentafdelingen, ja, så har vi mulighed for at træne med dem 1-2-3 år i forvejen, så vi ved, hvad det er for et menneske, vi får ind. Hvordan er hans mentalitet? Hvad er hans styrker? Hvordan og hvad er hans motivation? Hvad skal han blive bedre til? Alt dette er den helt store styrke ved hele projektet. På den måde kan vi finde nogle spillere, som ikke nødvendigvis er nogle top-performere lige nu, men som har et potentiale, som vi har fået identificeret, fordi vi har lært dem rigtig godt at kende. Vi har allerede en del spillere, som er gået den glidende overgang fra samarbejdsklub til Talentafdelingen.”
>> Køb billet til kampen mod Lyngby her.