Kampreferat: Tabellen lyver desværre ikke
De to hold
Løverne havde Verbic og Pieros tilbage efter karantæne (og Kvist, som imidlertid var syg), og i forhold til Lyngby-kampen afløste de Kusk og Pusic i forhold til Lyngby-kampen. Nordsjælland stillede med samme 11, som senest slog AC Horsens 6-0.
Vi kom umiddelbart fint ud til kampen, og allerede efter fire minutter fik Vavro en god hovedstødschance på en Verbic-dødbold fra venstre, men ramte den lidt skævt og headede forbi. Men så blev det heller ikke til meget mere… stille og roligt overtog nordsjællænderne taktstokken og styrede begivenhederne med langvarig boldbesiddelse på vores banehalvdel, om end det ikke udmøntede sig i særligt store chancer.
To FCN-mål på to minutter
Bortset fra et Asante-langskud, som Robin reddede, skulle vi hen til ti minutter før pausen, før de blev målfarlige, men så gik det også stærkt. Først sparkede Bartolec en bold ind i det lange hjørne, og mindre end to minutter øgede Marcondes, efter Amon var fløj forbi Ankersen til baglinjen og lagde bolden skråt tilbage.
Vi fik dog muligheden for at komme igen inden pausen, da Verbic blev kantet i feltet af Benjamin Thiedemann, og dommer Michael Johansen pegede på pletten. Pieros sparkede straffesparket fladt ind til 1-2 og skabte fornyet håb før de sidste 45 minutter.
Her kom Bengtsson ind for Vavro, så Boilesen rykkede ind i centerforsvaret, men selv om vi nu fik mere og mere spil, havde vi stadig svært ved at omsætte det til chancer. For mange offensive afleveringer lå for upræcist, så angriberne havde ikke bolden ret meget.
Den mystiske mur
Efter en lille times tid kunne kampen dog måske have fået et andet forløb, end den gjorde. Thiedemann nedlagde Pieros bagfra lige uden for deres felt, men slap lidt uforståeligt med et gult kort. Det får være hvad det vil, men at Michael Johansen & co. tillod FCN-muren at stå FEM EN HALV METER væk på dødbolden, det står for jeres kampreferent som et af de største mysterier i mange, mange år.
Men OK, Michael Johansen lagde sig fladt ned efter kampen og indrømmede til TV3+, at det var en fejl. Men fastholdt at der ikke var rødt, da Pieros ikke havde kontrol over bolden i spilsituationen. Nuvel, sket er sket. Og der er jo heller ingen der siger, at indskiftede Santander havde sparket dødbolden i mål alligevel - i stedet for, som nu, at sparke den lige i muren…
Effektive nordsjællændere afgjorde på kontra
Det var noget nær vores eneste rigtigt gode tilbud i 2. halvleg, selv om vi prøvede at satse mere og mere offensivt. Men i stedet udnyttede gæsterne effektivt en af de kontraer, de lurede på hele tiden, og i en tre-mod-to spillede Marcondes Mads Mini fri i venstre side af feltet, og han chippede elegant bolden over den fremstormende Robin.
Det var det. Nordsjælland kom, så og sejrede fuldt fortjent på en god og effektiv præstation, som gav påmindelser om sidst de vandt i Telia Parken for seks år siden og endte med at "stjæle" mesterskabet i foråret. Hvis de gentager kunststykket, bliver det ikke os, de stjæler det fra denne gang!
FC Nordsjælland er nu 11 point foran os i stedet for 5, og nu skal vi vist bare sørge for at komme med i mesterskabs-slutspillet. Tabellen lyver desværre ikke!