Europa League-lodtrækning mandag
På mandag finder vi ud af, hvem vi skal møde i 1/16-finalerne i Europa League, der som udgangspunkt spilles torsdag den 15. og 22. februar 2018. UEFA trækker lod i schweiziske Nyon kl. 13.00.
Vi er blandt de useedede hold, hvilket vil sige, at vi kan trække et af nedenstående seedede hold. Man kan ikke møde hold fra ens eget land eller fra det gruppespil, man var med i, dvs vi kan ikke trække Lokomotiv Moskva, selv om de også er seedet. UEFA oplyser dog, at der kan komme andre "lodtrækningsregler":
AC Milan, Italien
Arsenal, England
Atalanta, Italien
Athletic Club, Spanien
Atletico Madrid, Spanien (fra CL)
Braga, Portugal
CSKA Moskva, Rusland (fra CL)
Dinamo Kiev, Ukraine
Lazio, Italien
RB Leipzig, Tyskland (fra CL)
Viktoria Plzeň, Tjekkiet
Salzburg, Østrig
Sporting CP, Portugal (fra CL)
Villarreal, Spanien
Zenit, Rusland
Af disse hold har vi i europæiske turneringer mødt AC Milan, Atletico Madrid, Lazio og Viktoria Plzeň. Desuden har vi spillet træningskampe mod Salzburg, CSKA Moskva og Zenit.
UEFA oplyser, at de seedede hold har hjemmekamp den 22. februar, dvs vi kan se frem til en hjemmekamp den 15. februar.
De seedede hold er de 12 Europa League-gruppevindere samt de fire bedst rangerede treere fra Champions League-gruppespillet.
Vores første 1/16-finale bliver uden Carlos Zeca, som fik sin tredje advarsel mod FC Sheriff og derfor får en spilledags karantæne.