Ugen der gik (uge 1)

Træning i Telia Parken

Som man har kunnet læse i en række andre artikler, var holdet mandag eftermiddag tibage på træningsbanen i går, og ligesom de senere år foregår det i Telia Parken, så man skåner bane 3 på Nummer 10. Græsset i Telia Parken skal skiftes i slutningen af januar, mens holdet er på træningslejr, så det er klar til pokalderbyet den 4. februar.

Der bliver jo bl.a. brugt en hel del træningstøj, så sidste år var der kørt en skurvogn med vaskemaskiner ind i Telia Parken. I år foregår det meste tøjvask dog på Nummer 10, så serviceassistenterne pendler frem og tilbage mellem Nummer 10 og Telia Parken. Nummer 10 har ellers været lukket helt ned hen over jul og nytår, mens der bl.a. er foretaget vedligeholdelse af vandrør m.m., og derfor har scouting-afdelingen også midlertidigt haft til huse i Telia Parken.

Pre-activation i udeholdets omklædningsrum

 

Kamptidspunkter i Dubai

Vi har fået de endelige kick-off-tidspunkter og spillesteder for de tre træningskampe i Dubai:
22.1, kl. 16 mod FC Zenit på Al Shabab Al Arabi Club
25.1, kl. 13 mod Guangzhou Evergrande Al Shabab Al Arabi Club
30.1, kl. 13 mod Shakhtar Donetsk på Emirates The Sevens

Bemærk dette er danske tidspunkter - det er tre timer senere i Dubai.

Nærmere info følger på FCK.DK for dem, der er interesserede i at overvære kampe eller træning dernede.

 

Eks-FCK'ere

Benjamin Verbic må nu også se sig henvist til "Eks-FCK-segmentet", selv om han var i København har i starten af ugen for bl.a. at sige farvel til holdkammeraterne og staben. FCK TV nåede også at få en snak med ham, og det kan du se i nærmeste fremtid.

Benjamin selvtræner i øjeblikket, da Dynamo Kiev først begynder træningen på mandag. Herefter skal man til Spanien på træningslejr, og forårssæsonen indledes den 17. februar.

Björn Sigurdarson skifter fra Molde til russiske FC Rostov på en kontrakt frem til 2021. Björn spillede 17 kampe for løverne i foråret 2015, hvor han var lejet i Wolverhampton sammen med klubkammeraten Kevin Foley. To scoringer blev det til - et smukt lob i Silkeborg til 3-0 (vi vandt 4-0) og et vigtigt mål (ja-ja, alle mål er vigtige) til 2-1 i pokalfinalen mod FC Vestsjælland, som vi vandt 3-2 efter forlænget spilletid.

Herefter måtte han gennemgå en rygoperation og var ude hele efteråret 2015, men kom tilbage i Wolves og fik nogle indhop i foråret 2016. I juli 2016 skiftede han til Molde og her har han for alvor fået gang i målscoringen igen, og nu skal han altså prøve kræfter med den russiske liga. Rostov var for halvandet år siden meget tæt på at snuppe det russiske mesterskab, som dog endte hos CSKA i Moskva, og efter en sjetteplads sidste sæson ligger de p.t. nr. 10.

Bag kulisserne i træningslejren
Björn (til højre) cykler rundt på en træningslejr med Kevin Foley og Rurik Gislason


Björn kan i øvrigt få debut mod FC Krasnodar, som jo er Ragnar Sigurdssons tidligere klub. Ragnar er p.t. udlejet fra Fulham til Rubin Kazan, hvor han spillede de fleste kampe i efteråret. Men ifølge TIPS Bladet har han i julepausen sagt til islandske medier, at han gerne vil væk, da han ikke har fået løn i fire måneder...

Ståle blev efter mandagstræningen spurgt, om Ragnar var en mulighed i FCK, men gav udtryk for, at han først og fremmest vil følge Eriks genoptræning nøje, og hvis han fortsætter sin fremgang og ikke får tilbagefald, forventes han klar i midten eller slutningen af februar. I så fald ser han ikke et behov for at forstærke holdet på den position, hvor vi desuden har Lüftner, Vavro og Boilesen.


U19 nåede mellemrunden i Göttingen
Holdet gik uden problemer videre fra den indledende gruppe, hvor de kun tabte til gruppevinderen Austria Wien, men i mellemrunden blev det til to klare nederlag på 1-8 til Hannover 96 og 1-4 til Mainz 05. Sidste år tabte man også til Hannover i mellemrunden, men slog siden Northeim, inden man røg ud i kvartfinalen.

Manchester United slog i finalen Austria Wien, mens Hannover vandt bronzekampen over Fulham.

U19-ligaen starter først den 24. februar.

 

Har du elefanthukommelse?

Der dukker stadig nye og sjove ting op i arkiverne - kan du fx huske dengang Cirkus Benneweis kom forbi PARKEN med et par elefanter, der fik lov til at sparke lidt til en bold?


Så hører vi gerne fra dig på twitter eller historie@fck.dk for vi er ikke helt sikre på, hvornår det nu var. En teori går på, at ingen kan huske det, fordi det var hjemmederbyet mod Brøndby i maj 1998, som alle har fortrængt. Man kan i hvert fald ane et par gule trøjer på Nedre A - og det er ikke vagter, for a propos "glemte sager og fortrængninger" så VAR de på det tidspunkt holdt op med at være iklædt gule sweatshirts!! 

Eller var det i 1999, evt. med sammenhæng til at Carlsberg blev vores hovedsponsor det år? Og var der så elefantøl i boderne??

(Elefantmysteriet er opklaret: Det var til Derby den 30. august 1998!)

 

Der var stadig helt åbent i hjørnet mellem A- og den gamle D-tribune

 

Østerbro Skøjtehal lå også stadig bag A-tribunen, hvor der nu er atletik-bane og grusparkering