Ikke den ønskede start på foråret
Ingen af spillerne var naturligvis tilfredse efter dagens nederlag, så efter dagens pokal-exit gælder det nu om, at se frem - og forhåbentlig kommer der tre point ind på kontoen på lørdag, når Randers FC gæster Telias Parken.
Robin Olsen
"Det her kamp kunne være gået begge veje. Begge hold kom frem til et vist antal chancer, men vi fik – i modsætning til Brøndby IF – bare ikke scoret på nogle af vores chancer. Så at vi ender med at tabe, er selvfølgelig hårdt, men vi må bare tilbage sporet – og så være klar på lørdag mod Randers FC."
Rasmus Falk
"Vi kommer skidt i gang, men får os stille og roligt spillet tilbage i kampen. Men når vi så heller ikke får scoret på de chancer vi får, bliver det svært – og det gælder jo blandt andet for mig selv, da jeg jo misbruger en stor chance. Jeg ved ikke helt, hvad der sker, jeg løber mod den bagerste stolpe, og måske Rønnow har fingrene på, men jeg får i hvert fald ikke scoret, men ved som sagt ikke, hvad der sker, så den må jeg hjem og se igen. Vi fik sat et godt tryk på til sidst, men da vi ikke fik scoret, kan vi ikke bruge det til noget."
Andrija Pavlovic
"Det var i mine øjne en forholdsvis lige kamp, og begge hold havde vel det samme antal chancer. Vi misbrugte bare alle vores, fx havde jeg selv en fin mulighed med hovedet i 1. halvleg og så misbrugte Falk en 100% chance. Så det her var ikke den ønskede start på foråret, men vi må bare holde hovedet højt og så knokle videre."
Nicolai Boilesen
"Vi fik en forfærdelig start, og de første 15-20 minutter er ikke gode. De lykkes med deres spil, og det gør vi ikke. Vi kommer så ind i kampen, vi får mere stabilitet i spillet og det sidste kvarter frem mod pausen er OK. efter pausen lykkes vi med meget mere, og vi skaber de chancer der skal til, men vi er ikke skarpe nok – og så mangler vi – i et par afgørende situationer – måske også nogle kendelser i vores retning, og hvem ved, måske det havde vendt kampen til vores fordel."