Fortjent 2-1-sejr
Det holdt hårdt, men vi kom tilbage på vinderkurs igen med en velfortjent 2-1-sejr, der let kunne være blevet meget større.
Vi satte os solidt på kampen i begyndelsen og kom foran efter 12 minutter, da Jonas Wind fornemt flugtede et Ankersen-indlæg mod mål. Inde på stregen blev den styret op i nettaget af AaB's Jakob Blåbjerg i duel med Viktor Fischer, hvilket udløste en del diskussioner om, hvem der skulle krediteres scoringen.
Vi havde chancer til flere mål, men hen mod den halve time var dominansen mindre udtalt, og AaB begyndte at vove sig længere frem. Efter 33 minutter gik Stephan gik galt af et hjørnespark, og Blåbjerg udlignede fra nært hold, hvorefter nordjyderne dominerede resten af halvlegen.
Efter pausen tog vi teten igen, og efter ti minutter var Falk centimeter fra stolpe-ind i stedet for stolpe-ud. AaB forsvarede sig godt og dybt, men midt i halvlegen fandt Fischer en sprække i defensiven og hamrede resolut bolden ind til 2-1.
Siden havde vi masser af muligheder for at øge til 3-1, men ind ville bolden ikke - heldigvis heller ikke da AaB's Rolim i sidste minut sendte et frispark på træværket og ned på selve målstregen!
Dér var marginalerne med os, men med de tre point halede vi ind på Nordsjælland, der spillede uafgjort i Horsens.
Tak for den fantastiske støtte i aften! Vi håber at se jer igen om tre dage, hvor vi hjemme møder AC Horsens kl. 16 - du kan finde din plads her.