Kampreferat: Det er ikke for sarte sjæle!

Fodbold er ikke for sarte sjæle og folk med dårlige nerver! Endnu engang var der spænding til det sidste, men denne gang gik vi dog fra banen med tre velfortjente point.

Vi burde have ført sådan cirka 4-1, da vi gik ind i det 90. minut – og alligevel var vi centimeter fra (igen) at smide dyrebare point, da AaB hamrede et frispark på indersiden af trekant-sammenføjningen!

Men i dag var marginalerne med os – eller rettere, de var med os i den situation, for i mange andre tilfælde smilede lykkens gudinde til nordjyderne.

Ståle og trænerteamet valgte Jonas Wind i stedet for skadede Pieros og stillede ellers uændret op fra i søndags. AaB havde derimod et par stykker i karantæne og en håndfuld mere på skadelisten, så de stillede op i en lidt forsigtig 4-5-1-formation med kun Safranko helt fremme.

Vi ville frem over stepperne lige fra starten, og det kom vi også og lagde godt pres på gæsterne. Jonas Wind headede tæt forbi på et Fischer-indlæg efter fem minutter, og Fischer var selv lige ved at nå op til et Zeca-indlæg – og Boilesen var lige ved at finde den fremstormende Santander i feltet med en fin, flad pasning fra baglinjen. Alt sammen inden for de første ti minutter.

Men efter 12 minutter var der gevinst. Ankersen lagde på tværs mod fjerneste stolpe, og Jonas flugtede resolut med venstrebenet forbi Jacob Rinne i AaB-målet – og inde på stregen forsøgte Jakob Blåbjerg at afværge i duel med Fischer, men endte blot med at styre bolden op i nettaget. 

Først blev Fischer udråbt som målscorer, siden blev det korrigeret til et selvmål – men de fleste mener stadig, at Jonas skal krediteres. Lad os se, hvordan det ender… i hvert fald førte vi 1-0! (Update torsdag formiddag: Jonas er officielt krediteret for målet)


Den unge angriber, der startede inde for første gang, kunne have øget til 2-0 kort efter, men afsluttede lige på Rinne på endnu et godt indlæg fra Ankersen. Lidt efter viste han igen sine kvaliteter, da han elegant tæmmede en høj bold i feltet, men blev holdt lidt tilbage i duellen af Kusk, så han ikke kunne afslutte. Men ”Kuske-slaget” var ikke nok til et straffe, selv om Nedre C mente noget andet.

Med Zeca her og der og allevegne - og mange andre i fint spilhumør - fortsatte vi et enormt pres mod AaB’erne, men uden at komme til lige så store chancer. Hen mod den halve time tog presset lidt af, og nordjyderne vovede sig længere frem på banen. Det førte til, at vi igen måtte indkassere et mål efter en dødbold, da Stephan gik galt af et Kusk-hjørne, så Blåbjerg kunne ekspedere bolden over stregen fra nært hold. 

AaB blomstrede op efter målet og dominerede resten af halvlegen, men skabte kun en enkelt farlig chance, hvor Vavro clearede et giftigt indlæg tæt under mål, inden Safranko nåede frem.

Efter pausen satte vi os på spillet igen og pressede massivt på – og snart kom chancerne. Jonas – der gang på gang var en stærk og boldsikker opspil-station i bedste Santander-stil – sendte Ankersen afsted i højre side, og han fandt Skov i feltet, men han mistede balancen, inden han fik afsluttet.

Efter ti minutters spil gik der et kollektivt suk gennem hovedparten af de ca. 10.000 tilskuere, da Rinne fik det yderste af handskerne på en flad afslutning fra Falk, så bolden tog indersiden af stolpen og trillede tilbage til AaB-keeperen.

AaB var kortvarigt oppe i den anden ende og fik et hjørne, inden vi kværnede videre med tålmodigt powerplay. Midt i halvlegen kom Gregus ind for Skov, og Falk gik ud på kanten – og minuttet efter faldt det, der mærkeligt nok endte med at blive kampens sidste mål:

Fischer fik bolden af Zeca, snød Pallesen og satte kurs mod feltet - trippede lidt med den og overrumplede Blåbjerg med et kort træk til venstre og et slangehug med venstrestøvlen, hvorefter bolden piskede ind bag Rinne.


Kort efter øgede AaB til 7-0 i hjørnespark (!), men stadig uden at være farlige, og i stedet misbrugte Santander en 100 %-chance (som vel derfor kun var på 99,9 %) da Jonas elegant sendte Fischer til baglinjen med en Falk-agtig indenoms-stikning – og Fischer lagde perfekt på tværs, men fra 3-4 meters afstand sparkede Santa somehow bolden over mål.

Nogle minutter efter måtte Oliver Abildgaard tage solidt fat i den flyvende Falks trøje for at bremse ham på vej ind i feltet, men den udmærkede dødbold-mulighed endte med et Gregus-hug i AaB-muren.

I det 86. minut fik William Kvist både advarsel, blev indskiftet og var tæt på at score! Kortet faldt for at han kom på banen før Jonas Wind var klar til at forlade den, men ind kom han dog – og kort efter måtte han se en forsvarer blokere en god skudchance fra kanten af feltet.

To minutter før tid fik Fischer en kæmpe chance, men skruede bolden forbi – og i stedet forsøgte AaB en sidste desperat offensiv og fik frispark en halv snes meter uden for vores felt, da Boilesen nedlagde Kusk. Rolim hamrede frisparket på indersiden af trekant-sammenføjningen, hvorfra den studsede ned på selve målstregen – og heldigvis den ”rigtige” vej ud på banen igen!

Kom ikke og sig, at vores kampe savner spænding og intensitet! Også selv om vi er mange, der gerne ville have undværet episoder som denne! Men nu gik det godt, heldigvis da… for det havde ikke været til at bære, hvis vi igen havde smidt en ”sikker” sejr til sidst.

I de absolut sidste sekunder af de fire minutters tillægstid kunne Zeca i øvrigt have øget til 3-1, men Jacob Rinne var nået tilbage og reddede godt, efter at han havde været med oppe på et AaB-hjørne.

Med sejren halede vi to point ind på Nordsjælland, der i aften spillede 2-2 i Horsens, som vi får besøg af allerede på lørdag kl. 16. Hvis prisen for endnu en sejr er, at det igen bliver nervepirrende lige til det sidste, så tager vi det gerne med – bare vi vinder!

 

>> Find din plads til Horsens-kampen på lørdag