Husk badedyret på søndag

Badedyr eller ej - det er op til fansene

Vi har de seneste dage fået en del spørgsmål om badedyr – både om de overhovedet skal medbringes og i givet fald hvornår.
 
Klubbens svar er, at det er helt op til fansene. Badedyrene er ikke indført eller styret af F.C. København – det er en mangeårig tradition, som opstod i fanmiljøet i 2004.
 
Badedyr eller ej?
Der skal ikke herske tvivl om, at vi altid har sat pris på denne festlige og morsomme manifestation, men vi er også klar over, at vi - for første gang siden badedyrene dukkede op – har haft en historisk dårlig sæson. Også selv om vi forhåbentlig ender med bronzemedaljer oven i den europæiske 1/16-finale.
 
Vi kan se af debatten på sociale medier, at mange derfor ikke ønsker at medbringe badedyr efter denne sæson. Vi har også noteret os, at Sektion 12 anbefaler, at man ikke medbringer badedyr denne gang.
 
Det respekterer vi, for badedyrene er som sagt en fan-skabt tradition. Argumentet om, at der ikke skal være sommerferiestemning, men at der venter hårdt arbejde, kan vi sagtens tilslutte os. Men vi kan love, at vi arbejder hårdt hele sommeren - badedyrstifo eller ej.
 
Hvornår er sidste hjemmekamp?
Vi kan også se, at ”badedyr-tilhængerne” er i tvivl om, hvornår de skal medbringes. Med den nye Superliga-struktur er vi jo ikke sikre på, at fredagens hjemmekamp mod FC Midtjylland er den sidste – først efter den sidste kamp på mandag ved vi, om vi også skal spille Europa League-playoff næste fredag i Telia Parken. Vores optimistiske anbefaling er at tage badedyrene med på fredag, når vi nu ikke er sikre på, at der bliver en hjemmekamp mere.
 
Hjemme eller ude?
Vi er også blevet spurgt, om badedyrene først skal med til Farum på mandag, da det jo er sæsonens sidste kamp (hvis vi ser bort fra play-off-muligheden). Efter klubbens opfattelse har badedyrene altid været en ”hjemmebane-tradition” – og da vi i 2007 sluttede på udebane (i Vejle), blev badedyrene også luftet til den sidste hjemmekamp mod Esbjerg. Derfor anbefaler vi, at man ikke tager dem med på mandag.