Kampreferat: Nu kom målene!
Det sidste indtryk er altid det bedste - og man er aldrig bedre end sin seneste kamp. Begge dele er værd at tage med fra dagens 4-1-sejr over CSKA Moskva, hvor der bestemt var mange opløftende momenter i spillet - og i evnen til at skabe chancer og udnytte dem. Men der er stadig plads til forbedring hist og her, og ikke mindst ser vi frem til, at N'Doye og Kodro for alvor kommer helt op i gear.
I dag fik de begge chancen fra start, og N'Doye holdt en halvleg, mens Kodro fik en lille time. Efter omstændighederne - dvs at de efter ferien kun har trænet et par dage med de nye holdkammerater - gik det rigtig godt, og N'Doye brillerede i boldomgangen med både hoved, bryst og fødder, mens Kodro kom på tavlen og også gav andre prøver på sine færdigheder. Så når lungerne også er helt klar, tegner det rigtig spændende, og i hvert fald er det næppe tilfældigt, at vi i dag fik gang i målscoringen efter to målløse kampe mod Sturm Graz og Maribor.
I en veloplagt og velspillet åbning på kampen bragte Falk os i front efter seks minutter efter et flot opspil. Ankersen trak ind fra højre, spillede fladt på på N'Doye, der fikst snittede den videre til Falk (eller var det en russer, der prikkede den tilbage?), som trak uden om keeperen og satte bolden i tom kasse.
Vi fortsatte en markant dominans, og efter et kvarters tid var Skov tæt på, men fik ikke trukket uden om keeperen. Vi skulle i stedet hen til det 20. minut, før det blev 2-0 efter et tålmodigt, men smukt angreb. Gregus så, at Ankersen tog det dybe løb bag om forsvaret, chippede bolden over til ham, og Ankersen lagde den perfekt til rette for Kodro, der var hvor han skulle være og satte indersiden på foran det tomme mål.
Bare minuttet efter, havde CSKA deres eneste reelle chance før pausen, da Chalov opsnappede en løs bold en halv snes meter uden for feltet, og efter et par træk hamrede han bolden på Stephans overligger! Men tættere kom de ikke i en halvleg, som vi sad godt og solidt på i langt det meste af tiden, selv om vi ikke skabte så meget i de sidste 15-20 minutter som i begyndelsen.
Med lidt held havde Falk dog øget til 3-1, men Pomazun slog bolden på stolpen, hvorfra den ramte ham på skulderen og gik på den forkerte side af stolpen - set med danske øjne...
I pausen kom fem friske folk på banen: Joronen, Roerslev, Bengtsson, Holse og Thomsen for Stephan, Ankersen, Boilesen, Skov og N'Doye. CSKA, der også havde skiftet et par stykker, kom bedre ud end før pausen, efter seks minutter reducerede indskiftede Gordyushenko fra udkanten af feltet med et fladt spark uden for Joronens rækkevidde.
Lidt efter måtte Thomsen desværre udgå, efter at være faldet uheldigt ned efter en duel, og han blev erstattet af Bashkim. Efter en lille time udgik Kodro også planmæssigt, og Lüftner ind til en mindre rokade, så vi nu spillede 3-5-2 med Falk og Bashkim på toppen.
Kort efter bankede Gregus et frispark smukt ind ved nærmeste stolpe til 3-1, og uden at CSKA rigtig kom til noget i mellemtiden, blev det 4-1 efter 71 minutter. Carlo opsnappede en bold uden for deres felt, leverede den til Falk, der elegant spillede Bashkim fri, da han overlappede i venstre side, og han sparkede den fladt ind i det lange hjørne. Meget smukt mål!
Siden tog udskiftningerne fart, og bl.a. Keita, Vesterlund, Daramy og Kirkeby fik også spilletid. Til sidst var det kun Vavro, der fik fuld spilletid, selv om han undervejs fik tyret en hård bold lige i skridtet - men der skal mere til at slå den hårdføre slovak ud af stilen!
Alt i alt en velgennemført testkamp mod et russisk hold, hvor det retfærdigvis hører med i billedet, at de manglede 5 VM-spillere samt Berezutskij-tvillingerne i forsvaret plus et par nye folk. Så lad os med god vilje kalde det et halvt reservehold, der først skal i kamp i starten af august, fordi de som sølvvindere er direkte kvalificeret til Champions League-gruppespillet.
Vi skal den lange vej gennem fire Europa League-kval.runder, hvis vi skal i gruppespil - første hurdle venter på torsdag i finske Kuopio.