Kampreferat: Så er vi i gang
Så er vi i gang - og vi fik, hvad vi kom efter i form af en 1-0-sejr på Roberts Skov flade spark et kvarter før tid. Vi havde et par gode chancer til flere mål, og KuPS havde også en enkelt halvstor mulighed langt inde i dommerens overtid. Men set over kampen som helhed, måtte selv finnerne erkende, at det bedste hold vandt.
N'Doye havde et par afslutningen i det første kvarter, hvor KuPS stadig var godt med i kampen. Midt i halvlegen fik de med tre hjørnespark i træk også etableret et vist pres, men det brændte ikke for alvor på nede foran Stephan, der var foretrukket i målet frem for Joronen.
Som halvlegen skred frem gik gassen lidt mere af den finske ballon, og vi kontrollerede kampen udmærket uden at sprudle. Kodro var dog tæt på med en afslutning, der blev rettet af til hjørne, og i første halvlegs overtid fik N'Doye også en ganske stor chance.
Men det kunne ses, at de to frontløbere stadig er et stykke fra 100 % - hvorimod vores defensiv igen virkede meget solid og ikke gav noget væk.
Efter pausen dominerede vi igen, men blev tvunget til en udskiftning efter en times tid, da Gregus stødte hovedet sammen med en finne og blødende måtte udgå af kampen. I stedet kom Carlo Holse ind, og lidt efter kom også Boilesen ind for Pierre Bengtsson.
Kodro fik endnu en god mulighed på et Ankersen-indlæg, men fik ikke bolden inden for målrammen, og i stedet tog Ankersen selv chancen med et langskud, som dog sad lige på den finske keeper. Men et kvarter tid før tid kom det, der skulle vise sig at blive kampens eneste mål, da Skov trak ind fra højrekanten og med et fladt spark sendte bolden i netmaskerne.
Siden fastholdt vi grebet om kampen, og Mads Roerslev - der kom ind for Kodro med fem minutter igen - ville meget gerne have haft straffe, da han blev bremset på baglinjen i et gennembrud. Det fik han ikke af den generelt udmærkede russiske dommer, hvis fjerdedommer dog kom til at signalere ni minutters tillægstid i stedet for fire - til forundring og siden morskab for de ca. 3.000 tilskuere i den lune finske sommeraften.
Tiden var næsten udløbet, da finnerne skabte deres måske største chance i kampen, men bolden endte heldigvis i Stephans handsker, så vi kan rejse hjem med en velfortjent premiere-sejr.
Der er et stykke vej igen, men det går stadig fremad fra kamp til kamp - og vigtigst af alt, så lagde vi fra land med en sejr. Og så endda på et kunstgræs, der ikke tilhører den allernyeste generation. Nu gælde det AC Horsens på mandag i Superliga-premieren på et nyt og lækkert græstæppe i Telia Parken!