Zeca anfører i stedet for Kvist
Det har ligget i kortene i et stykke tid, og nu hvor alle er tilbage fra ferie er det også officielt, at Zeca er klubbens nye anfører i stedet for William Kvist. Andreas Bjelland er 1. viceanfører, og Viktor Fischer er 2. viceanfører.
"Det er en ære form mig at være anfører for denne klub og mine dejlige holdkammerater. Jeg vil arbejde hårdt for at være en god anfører for alle, men ellers ændrer det mig ikke som spiller eller person. For mig er holdet det eneste, der betyder noget, og der er andre ledere end mig i truppen med spillere som William, Bjelland, Viktor og andre. Alle arbejder sammen om at skabe de resultater, vi gerne vil opnå," siger Carlos Zeca, der også var anfører i Panathinaikos, inden han kom til København i september sidste år.
William Kvist er helt med på at give anførerbindet videre til sin græske holdkammerat:
"Først og fremmest vil jeg understrege, at det har været en stor ære, at jeg igen fik mulighed for at være anfører i min hjerteklub, da jeg vendte tilbage fra udlandet. Når Ståle ønsker, at hvervet kan give andre mere ansvar og karakter, så er det fint med mig, hvis det kan hjælpe vores fælles projekt fremad," siger William og uddyber:
"Det ændrer heller ikke noget ved min tilgang til tingene. Jeg vil arbejde lige så hårdt som før på at få klubben tilbage på den rette hylde, og Ståle ved også, at jeg i hverdagen vil være lige så meget leder nu som før, og det vil man også kunne høre og se på træningsbanen. Men han vil nok gerne bygge flere ledere i truppen, så det ikke kun ligger på få, og jeg vil jo stadig være der og vil også være en del af gruppen med Zeca, Bjelland og Fischer."