Robin Olsen solgt til AS Roma
F.C. København og AS Roma er blevet enige om en transferaftale for Robin Olsen, der skifter til den italienske klub med øjeblikkelig virkning i en handel, der kan blive en af de største i FCK's historie.
Robin kom til København i januar 2016 og har spillet 100 kampe for FCK. Det har kastet to danske mesterskaber og to pokaltitler af sig, ligesom han var med til at spille klubben i Champions League-gruppespillet i 2016.
”Det er en fantastisk handel for både Robin og for F.C. København. Han kom til klubben på en lejeaftale, fordi Stephan Andersen blev alvorligt skadet. Robin greb den chance flot, og vi købte ham fri af PAOK for en meget fornuftig pris. Siden har han leveret mange stærke præstationer på internationalt niveau for både os og det svenske landshold, senest ved VM. Han lukkede f.eks. kun to mål ind i gruppespillet i Champions League," siger Ståle Solbakken og fortsætter:
"Det er meget sjældent, at danske klubber er involveret i handler på det her niveau, hvor vi sælger til en klub, der var i semifinalen i Champions League i sidste sæson. Når man husker på, at Robin blev alvorligt skadet i februar, så er det fantastisk for alle parter, at det ender sådan her. Samlet set er der god grund til at være stolte af den her handel, ikke mindst i vores sundhedssektor, som fik gjort Robin klar til VM, hvilket var med til at sende prisen op på det her plan. Vi ønsker Robin og hans familie alt det bedste i Italien, og vi glæder os til at se ham tilbage på besøg i København,” siger Ståle.
28-årige Robin Olsen glæder sig over sin tid i København og ser frem til det nye eventyr:
”Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig at skifte til så stor en klub som AS Roma. Jeg har haft en fantastisk tid i FCK, som har været med til at gøre det muligt, at jeg har nået det niveau, jeg har".
"Jeg har haft store oplevelse med mesterskaber og europæiske kampe, ligesom jeg har fået stærke relationer til mange i klubben, og ikke mindst til fansene. Jeg skylder en stor tak til mange, men jeg vil gerne fremhæve sundhedsstaben, der arbejdede nærmest i døgndrift for at få mig klar til VM. Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kan tage af sted med klubben helt på toppen, men jeg ved, at FCK er på rette vej og altid vil være en storklub, som jeg også vil følge i fremtiden. Nu venter et eventyr for min familie og jeg i Rom, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang,” siger Robin.
Alle i F.C. København takker Robin Olsen for hans indsats for klubben og ønsker ham held og lykke i Roma.