Nicolaj Thomsen

Thomsen: Vi skal virkelig have fansene med mod AaB

Nicolaj Thomsen står søndag over for sin tidligere klub, når AaB er gæster i Telia Parken. Et specielt opgør for Thomsen – men først og fremmest en kamp, hvor det gælder om at give fansene en god oplevelse på hjemmebane, siger han.

”Nu handler det om at levere en rigtig god præstation i Telia Parken, hvor vi virkelig får fansene med. Og jeg tror, at alle rundt omkring klubben trænger til særligt en hjemmekamp, hvor det hele bare spiller. Og jeg tror på, at det kan være søndag,” siger Nicolaj Thomsen.

”Vi har spillet et par gode kampe, vundet et par sikre sejre og fået noget selvtillid. Jeg synes, at stemningen i truppen er rigtig god, og det smitter af i forhold til de kampe, vi skal spille. Og kampene mod AaB er altid fede, så jeg glæder mig rigtig meget,” siger han.

I gang igen mod Stjarnan
Nicolaj Thomsen var uheldig at blive skadet i den sidste testkamp inden sæsonstart. Det betød, at hans første spilminutter i sæsonen først kom i torsdags på udebane mod Stjarnan. Her fik han til gengæld fuld spilletid.

”Det var rigtig dejligt at komme i gang igen. Jeg havde haft en rigtig god opstart, og så fik jeg sådan en irriterende skade med min skulder, der blev revet af led. Som fodboldspiller tænker man lidt, at skulderen er ret ligegyldig, når alt det andet fungerer. Men det var en lille stopklods i forhold til at være helt klar til sæsonopstarten, og jeg er heldigvis tilbage nu, og det var dejligt at spille 90 minutter i Island,” siger Nicolaj Thomsen.

Første kamp i traditionstrøje
Udover at være hans første kamp i sæsonen, var opgøret mod Stjarnan også Thomsens første med hans nye trøjenummer – 8’eren som han overtog, da han frivilligt afgav nummer 14 til Dame N’Doye.

”Det er et stort nummer i en stor klub, så det var en god følelse at spille med den trøje. Det er et fedt nummer, og så har jeg haft lidt uheld med nummer 14, så det er meget rart at komme væk fra det nummer. Der er nogle store spillere, som har haft 8’eren i FCK’s historie, og det er en nogle stor sko, der skal udfyldes. Men jeg synes, det er fedt med en traditions-trøje,” siger Nicolaj Thomsen.

>> Ses vi i Telia Parken? Find din plads her

>> Få tre hjemmekampe inkl. Derby fra 79,- med et abonnement

>> Deltag i konkurrencen om den nye hjemmebanetrøje