Ståle: Meget tilfreds - indtil vi scorer
"Jeg er meget meget tilfreds med indsatsen, lige indtil vi udligner til 1-1 midt i 2. halvleg. Indti da var vi det bedste hold og havde de bedste chancer," sagde Ståle efter det uafgjorte resultat mod FC Zenit.
"Men herefter bliver vi for vilde og hektiske i jagten på 2-1, og vi taber alt for mange bolde, og det tager for lang tid at vinde den tilbage mod så godt et hold. Vi var i fin kontrol indtil da, men i stedet begyndte det at gå den anden vej."
"Vi bliver også trætte, for tempoet er meget højere end i Superligaen, men så skal vi kunne tage det mere roligt og trække tempoet lidt i perioder, så vi bevarer bedre kontrol. Men alt i alt er det stadig en meget stærk præstation."
"Ved Zenits mål kan man ikke bebrejde Ankersen, at han ophæver offsiden, for et splitsekund har vi en perfekt linje i bagkæden. Det er Bjelland og Vavro, der ikke begge må støde frem på boldholderen."
"Jeg vil gerne fremhæve Thomsen for en god kamp i dag, men han får slået skulderen af led og må udgå. Heldigvis lavede Dave Cosgrave en "Mel Gibson" og satte den hurtigt på plads."
"Nu skal vi til Bordeaux, og det bliver også svært, men derfor var det særlig vigtigt at få det ene point i aften. Også for at Zenit skal have mere at spille for i gruppen, for de er helt sikkert det bedste af de fire hold."